Kunstneriske brikker samles på nye måder

Henrik Godsk er kommet gennem censurens nåleøje til KS og skal med i talentudstillingen på Galleri Provence

Kunst 25. juni 2003 08:00

MIDTBYEN: Der er minimalistiske tendenser i Henrik Godsk's billeder, men samtidig er der en stoflighed og et overraskende farvetema, der kalder på opmærksomhed. Den 28-årige kunstner arbejder med serigrafiske tryk, der lægges lag på lag. Her anes motiver fra storbyens profil, og ind imellem fremstår et billede, hvor tegn og tryk danner en sær og næsten "læselig" grafik. - Jeg startede med det naturalistiske billede, og så havde jeg en periode, hvor jeg var meget optaget af den norske maler Odd Werdrum, så kom perioden med Andy Warhol, men jeg vil ligne det - mine "helte" ikke er, og jeg opdagede, at jeg "stjal" for meget fra dem, forklarer Henrik Godsk, der på den baggrund har lagt stilen helt om. - Med serigrafirammerne starter jeg mine motiver på en mekanisk måde, der ender med at blive personlig, fordi jeg arbejder i lag på lag og lader tilfældighederne spille med. Gennem nåleøjne Henrik Godsk har udstillet på den censurerede Kunstnernes Påskeudstilling, og nu er det atter lykkedes at komme gennem censuren til Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup, der åbner på lørdag. - Det er lidt af et skulderklap på samme måde, som deltagelsen i Talent-udstillingen på Galleri Provence i Vadum, hvor jeg også var med sidste år, siger han. Når Henrik Godsk ikke maler, går han på universitetet og læser engelsk. Her er det specielt den postmodernistiske amerikanske litteratur, der fascinerer. - Det er jo meget teoretisk, men jeg er faktisk også meget optaget af kunsthistorien i forhold til mine malerier, så teorien er nok også en del af min kunst, indrømmer han, der begyndte at male som 16-årig. Siden de første penselstrøg har udviklingen været markant og er lige nu præget af den mekaniske teknik, som han bygger videre på med opsplitninger og nye sammenhænge. - Jeg prøver at fastholde dynamikken og skabe en balance. Dogmekunst De faste konstruktioner, hvor tilfældighederne alligevel råder er en næsten dogmeagtig arbejdsform for Henrik Godsk. - Det er en gennemtænkt måde at være spontan på, fastslår han lidt kryptisk. - Samtidig er min intention at flytte grænser. Om såkaldt almindelige mennesker bryder sig om billederne, går Henrik Godsk ikke så højt op i. - Til gengæld vil jeg gerne have anerkendelse fra andre kunstnere, og fra folk - der interesserer sig for kunst. Mit ønske for fremtiden er selvfølgelig også at slå igennem som kunstner, selvom en sideløbende akademisk karriere heller ikke ligger mig fjernt. En udvidelse af det kunstneriske udtryk er videokunst, som Henrik Godsk satser på at demonstrere, når en gruppe unge nordjyske kunstnere i juli åbner udstillingen Blow up i Vesteraa. Herefter er planen, at Henrik Godsk vil kontakte københavnske gallerier i håb om at få sine malerier indenfor. - Og det første de spørger om er, hvor mange censurerede udstillinger, man har deltaget i, så på den baggrund er det også rart, at jeg nu kan sige to.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...