Kunstnerspirer holder fernisering

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Farvekridt skaber lysende blomster og snoede slanger... Foto: Frederikshavn Bibliotek.

Et tegnehold og to keramikhold for børn har ladet deres kreative evner komme til udfoldelse.

Deltagerne har lært rigtig meget af deres to undervisere. Og nu er børnene klar til at præsentere, det deres arbejder ved en stor fernisering på Frederikshavn Bibliotek.

Otte gange har to hold med i alt 19 børn i alderen 8-12 år, sammen med keramiker Irene Frøsig, leget, undersøgt og eksperimenteret med lerets teknikker og kvaliteter i Keramik-karavanen.

Helt aktuelt har børnene ladet fantasien råde og bl.a. kreeret deres egne Pokémonfigurer og nogle meget flotte kakler. De har også været på besøg i Irenes værksted, hvor de fik lov til at arbejde med ler på drejeskiven, men ellers har Aktivitetscentret Bangsbo og Rådhuscentret lagt lokaler til de unge keramikerspirer.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond.

Et hold med 15 børn, i samme aldersgruppe, har deltaget i et tegnhold på Frederikshavn Bibliotek. Underviser Lotte Dyhrberg har vejledt børnene i at træne deres personlige udtryk. Udgangspunktet har været de klassiske redskaber og øvelser i form af sjove billeder, både realistiske og eventyragtige. Helt konkret er børnene blevet præsenteret for den amerikanske kunstner Keith Haring, de har forsøgt at efterligne hans streg, som bl.a. har forbedret deres tegninger af mennesker. Deltagerne har også arbejdet med papirskulpturer i mange forskellige afskygninger.

Kendetegnende for alle tre hold er, at børnene har været meget engageret, og der har været en rigtig god stemning. - Det har været nogle gode og positive forløb, hvor børnene har løst de stillede opgaver med stort gåpåmod og kreativitet, fortæller de to undervisere og fortsætter. De har været særdeles produktive og fantasifulde i deres arbejde, så der venter publikum en rigtig spændende udstilling.

- I forbindelse med ferniseringen vil der være en præsentation af udstillingen og lidt om forløbet, fortæller Kirsten Jensen.

Hun er børnekulturkonsulent på Bibliotek og Borgerservice - og har været tovholder på projekterne.

Ferniseringen tirsdag 29. november, kl. 17 på Gallerigangen på Frederikshavn Bibliotek er åben for alle - og den kommer til at omfatte et bredt udsnit af tegninger, papirskulpturer, figurer og en masse spændende keramik.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.