Kunstudstilling på gammel herregård

MANNA:På herregården Gammel Hammelmose for foden af Thise Bakker åbner snart den syvende store påskeudstilling. Dette års udstilling kan opleves på ca. 300 kvadratmeter af den smukke, løbende instandsatte gamle herregård, og såvel private stuer som rum og kælderhvælvinger i den 500 år gamle, fredede del af herregården vil være taget i brug til de i år ni udstillende, anerkendte og spændende såvel danske som udenlandske kunstnere. Disse specielle bygningsmæssige rammer vil på smukkeste måde forene nutidig kunst med gamle, historiske bygninger, og familien Gantzhorn glæder sig til at kunne præsentere de nyeste værker. Kunstnerne er: Smykkekunstner Birgitet Støvring, billedkunstner Lisbeth Vivaldini, keramiker Karin Grunberger, glaskunstner Gitte Graver, billedkunstner Joseph M. Jahn, glaskunstner Branka Lugonja, billedkunstner Esben Hanefeldt Kristensen, keramiker Marianne Fossgreen samt billedkunstner Marie Drewes. Jette Gantzhorn fra Gammel Hammelmose fortæller, at den hidtil største udstilling på Gammel Hammelmose er åben hele påsken samt weekenden før (12.-13. april) og weekenden efter påske (24.-25.). I lighed med tidligere år er der også mulighed for at prøvesmage årets kunstnervin. Denne fornøjelse foregår i de rette omgivelser i de hvælvede kælderrum. Vinetiketten er i år udført af billedkunstner Marie Drewes. Hendes smukke motiv og værk kan også beundres på udstilling. - Vi glæder os til et gensyn med Marie Drewes, som første gang udstillede på Gammel Hammelmose i 1998. Marie Drewes billeder afspejler naturen, gengivet i lyriske toner, indfanget i hendes abstrakte billedunivers. Netop i år falder påsken forholdsvis sent, hvilket betyder, at skovbunden, som omkranser bygningerne, vil være en sand eksplosion af spirende forårsplanter, hvoraf især vorterod med mange gule blomster, ramsløg samt hvid hestehov (skræppeplanten) vil dække store arealer omkring voldgravene. Disse plantearter blev indført til Danmark i middelalderen som lægeplanter, blandt andet til lindring af pest og skørbug.