Lokalpolitik

Kunstudvalg vil se på de mindre byer

Udvalg synes ikke, at Hjørring mangler kunst i gadebilledet

HJØRRING:Kunstudvalget i Hjørring Kommune vil først og fremmest fokusere på at få kunst i det åbne rum i områder udenfor Hjørring by. Det fortæller advokat Troels Bidstrup Hansen som netop er valgt som formand for kunstudvalget i storkommunen. - Der er i øjeblikket ingen åbenbare steder i Hjørring by, hvor man mangler kunst, så nu vil vi se på mulighederne i de små byer, siger Troels Bidstrup Hansen, som også i masser af år sad i et tilsvarende kunstudvalg i den gamle Hjørring Kommune. Troels Bidstrup Hansen siger, at man i udvalget er åbne overfor gode forslag og idéer til udendørs kunst: - Hvis vi skal støtte noget, vil vi være med i beslutningerne fra starten. I udvalget stiller vi os gerne til rådighed med råd til de mindre samfund, hvis de ønsker det. Troels Bidstrup Hansen blev formand på det første møde i det nye kunstudvalg. Byrådsmedlem Susanne Sander (V) blev næstformand. Det sene tidspunkt for det konstituerende møde hænger sammen med, at der har været lidt kuk i sammensætningen af de syv medlemmer, der er i udvalget. Allerede i januar blev den kunstinteresserde lærer Hans Hovaldt af et enigt fritids- og kulturudvalg indstillet til kunstudvalget. Indstillingen blev godkendt af økonomiudvalget, men da den skulle i byrådet, blev indstillingen i sidste øjeblik ændret til Jørn Munk Nielsen, tidligere erhvervschef i Hirtshals. Forklaringen var, at det lå i konstitueringsaftalen, at Jørn Munk Nielsen skulle være med i kunstudvalget, men fritids- og kulturudvalget troede, at han var indstillet af Kunstbygningen i Vrå, hvor han er formand for bestyrelsen. Dermed kom Hans Hovaldt ikke med i kunstudvalget. De øvrige medlemmer er Jørgen Bing (SF), der ligesom Susanne Sander er udpeget af byrådet. Fra fritids- og kulturudvalget er der altså peget på Bidstrup Hansen, Jørn Munk Nielsen og Jens Holt Andersen. Vendsyssel Kunstmuseum har udpeget museumsdirektør Marianne Ilkjær og Kunstbygningen i Vrå har peget på den kunstneriske leder Anne Lie Stokbro. Kunstudvalget har i 2007 godt 100.000 kr. på budgettet.