Kunstværk af gamle ledninger

HJØRRING:Et kæmpestort kunstværk blev i går afsløret på affaldsselskabet AVV i Hjørring. Det er af kunstneren Benthe Norheim, der bor i Mygdal, og det er et rent genbrugsværk. Værket blev afsløret af rektor Else Marie Bukdahl fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, og afsløringen fandt sted i forbindelse med indvielsen af et nyt besøgscenter på AVV. Kunstværket er fremstillet af ledninger og afbøjningsspoler, som selvfølgelig stammer fra genbrugscentret. Her pryder det gamle affald nu endevæggen i centrets foredragssal i form af en kæmpe ledningsgobelin, som kunstneren selv betegner værket. Benthe Norheim, der er nordmand, arbejder normalt med beton - det er hende, der blandt andet har lavet ”Fruen fra Havet” ved Sæby Havn - så det har været en kæmpe udfordring at arbejde med et nyt materiale: - Det har været utroligt spændende. Jeg var ikke sikker på, om det fungerede, men det er blevet meget bedre, end jeg havde regnet med, siger hun. I morgen er der åbent hus på AVV på Mandøvej i Hjørring, hvor man også får mulighed for at se det specielle kunstværk.