Kunstværk skal undre eleverne

Rotunden på den nye skole skal udsmykkes med billeder og skrift om frihed, lighed og broderskab

HADSUND:Da den gamle skole i Hadsund forrige lørdag fik solgt ud af gammelt inventar, blev der solgt for næsten 50.000 kroner. Pengene skal gå til at få dekoreret rotunden på den nye skole. Det er kunstneren Peter Holst Henckel og lyrikeren Ursula Andkjær Olsen, der er blevet udvalgt til det arbejde. - Vi laver et værk, som henvender sig til eleverne, når de går forbi torvet på skolen. Der kommer en ordleg på rotunden, som skal få eleverne og lærerne til at undre sig og snakke med hinanden, siger Peter Holst Henckel, der sammen med Ursula Andkjær vandt konkurrencen, hvor flere kunstnere kom med deres bud på udsmukningen af den mange kvadratmeter store rotunde på den nye skole. - Det er et par måneder siden, vi havde flere forskellige kunstner inde og så på deres ideer, siger Poul Bergmann, der er formand for socialudvalget i Hadsund. - Vi valgte disse to kunstnere, fordi de kombinerer både ord og billeder. Det passer godt til en skole, siger Poul Bergmann. Næsten klar - Vi vandt konkurrencen ud fra den første skitse, vi lavede. Nu har vi lavet en ny og er i den fase, hvor de allersidste ting skal finpudses, siger kunstneren Peter Holst Henckel. - Jeg har fået sat teksten op med specielle billedelementer. Det bliver en udsmykning, som er visuelt flot, men samtidig kan bruges i undervisningen, da ordene frihed, lighed og broderskab er de primære. For eksempel kan eleverne i historietimerne diskutere den franske revolution ud fra disse tre ord, siger han. Kunstnerne er snart færdige med deres del af arbejdet, men hvornår får skolen så sit nye og noget utraditionelle kunstværk? - Vi regner med, at det står klar sidst på sommeren, først på efteråret. Vi skal først have udbedret isolationen i rotunden i sommerferien, siger Poul Bergmann. Dommerkomiteen, der har valgt de to kunstnere, består blandt andet af Ronny Thomsen, formand for Kultur- og familieudvalget, Jens Peter Gam, afdelingsleder i Kultur- og familieudvalget, Keld Bjerg, arkitekt, og Jan Michno, afdelingsleder på Hadsund Skole.