Kup: Thailands militær overtager tv- og radiostationer
Militæret i Thailand overtager kontrollen og beordrer nu alle medier til kun at sende militærets udmeldinger
Alle thailandske tv- og radiostationer er blevet beordret til at rydde deres planlagte program og erstatte alle udsendelser med militærets udmeldinger, skriver Reuters.
- Alle radio og tv-stationer, hvad enten det er satellit eller kabel, skal stoppe deres planlagte programmer og i stedet sende militærets meddelelser, indtil de får anden besked, siger militærets talsmand Winthai Suvaree, i en tale på nationalt tv.
Samtidig oplyser militæret, at Thailands forfatning er sat midlertidigt ud af kraft.
Militæret har torsdag eftermiddag benyttet tv-stationerne til at beordre alle demonstranter til at tage hjem.
- For at kunne holde ro og orden må alle demonstranter fra alle grupper omgående tage hjem, siger militærets talsmand ifølge AFP i tv-talen.
Overtagelsen af medierne sker efter, at landets hærchef, general Prayuth Chan-ocha, torsdag middag har taget kontrol over regeringen i et kup efter flere måneders politisk uro med voldsomme demonstrationer.
Militæret har derudover udstedt udgangsforbud mellem klokken 22 og 05 natten til fredag.
Thailand har i månedsvis været plaget af regeringsfjendtlige demonstrationer - flere mennesker er døde, og hundredvis er kommet til skade under de indimellem meget voldsomme uroligheder.
Tidligere i denne måned blev Yingluck Shinawatra afskediget som regeringsleder efter en kontroversiel dom for magtmisbrug. Siden er spændingerne i landet taget til igen.
/ritzau/Reuters
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.