Udland

Kurdere: Krigen i Syrien kan komme til at vare 10 år

Syriens regime har ikke længere muligheden for at finde en løsning på krigen, siger militsleder.

En øverstkommanderende i en syrisk kurdisk milits siger, at krigen i Syrien kan komme til at vare 10 år. Han siger, at Syrien ikke længere har indflydelse på en løsning.

Sipan Hemo, den øverstkommanderende for den kurdiske YPG-milits, hvis gruppe har vundet meget territorium fra Islamisk Stat i den nordvestlige del af Syrien i år, siger, at Syriens regime ikke længere har muligheden for at finde en løsning på den fire år lange krig.

- Landet er overladt til stormagternes nåde, som har investeret militært i konflikten, siger han til overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

YPG (Yekineyen Parastina Gel på kurdisk) opererer i de kurdiske områder i det nordlige og nordøstlige Syrien. Gruppen består både af mænd og kvinder og udgør den væbnede fløj af Syriens magtfulde kurdiske Demokratiske Unions Parti.

Militsen har spillet en central rolle i kampen mod Islamisk Stat - ikke mindst i Kobani, der er landets tredjestørste kurdiske by.

Tyrkiet og mange iagttagere siger, at YPG og partiet PYD er knyttet til Kurdistans Arbejderparti, PKK, som har ledet et væbnet separatistisk oprør i det sydøstlige Tyrkiet, og som opfattes som en terrororganisation i Vesten.

Udtalelsen fra den kurdiske militsleder kom torsdag samtidig med, at russiske fly var ved at gennemføre nye luftangreb i Syrien - blandt andet mod den oprørskontrollerede by Jisr al-Shughour.

Byen kontrolleres af en alliance af oprørsgrupper - deriblandt jihadister i al Nusra Fronten, oplyser tv-stationen, som er baseret i Libanon.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, afviste forud for torsdagens angreb beskyldninger om, at Moskva har bombet moderate oprørsgrupper og civile i Syrien frem for jihadister fra Islamisk Stat.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst