Kurs mod Antarktis

Fra det varme forårsgrønne Chile til det kolde isblå Antarktis

Endelig ombord. En lang flyrejse fra Danmark til Puerto Montt i Chile er slut. På M/S Nordnorge begynder eventyret og opdagelsesrejsen mod verden ende, det store hvide kontinent Antarktis. De første dage sejler vi i ø-havet med de dybe fjorde langs Chiles kyst. Andesbjergene står med sne på toppen, der er stadig liv i nogle kælvende isbræer, men foråret er kommet til Chile. I Santiago de Chile viser termometret 25 °C, men temperaturen falder jo længere vi kommer mod syd. Når vi opsøger seværdighederne inde i baglandet, kører vi gennem frodige og grønne dale. Nyudsprungne buske og blomster står i fuldt flor og ligner til forveksling en majdag i Danmark. Magellan Pingvinerne ved Otwaysundet har travlt med at ruge næste generation ud, og i januar/februar ser ungerne første gang dagens lys. Kap Horn er alle søfolks skræk, men Jørgen Hammer glæder sig. Som 18-årig sømand rundede han i 1949 Kap Horn ombord på den firemastede bark PAMIR. Nu krydser den gamle Kap Horner sit spor ombord på M/S Nordnorge. Forude venter Drake Passage, berygtet for sine storme og kæmpestore bølger. Godt søsyge-pillen er opfundet, selv om Drake Passage denne gang er meget bedre end sit rygte. På andendagen over passagen dukker de første isbjerge op i morgenlyset. Nogle store som hangarskibe, andre bare som en sølle storebæltsfærge. Det er drivende skulpturer af stor skønhed. Og med dem kommer de første morbide vittigheder, fortalt over morgenkaffen: Hvor er orkestret, vi vil have musik på, når vi går ned? Og hvem vil have den sidste dans? Titanic kunne jo heller ikke synke! Syv gange går vi i land på Antarktis. Mens M/S Nordnorge ligger for anker, sejler vi ind på kysten i skibets robuste gummibåde. En dag gælder besøget en forladt hvalfangerstation, en anden dag en videnskabelig station fra 1960erne, der er indrettet som museum og har eget postkontor. En lækkerbisken for enhver filatelist. Og endelig, så bliver der også tid til et besøg hos de overvintrende polakker på Henryk Arctowski basen. Vi er meget velkomne! Endnu en gang over Drake Passage, denne gang med kurs mod verdens sydligste by Ushuaia i Argentina. Her slutter en uforglemmelig rejse med M/S Nordnorge. Med livet som indsats opdagede andre denne del af verden før os, og ydmyge er vi fulgt i deres fodspor.