EMNER

Kursen er sat mod OL

HADSUND:Mens motionsroerne gik til standerhejsning i roklubben, så var kaproerne ikke til at få øje på. - De har været i gang med sæsonen i en måneds tid, og de bedste holder slet ikke pause i løbet af vinteren, hvor de tit er syd på for at træne, forklarer kaproningschef Anders Toft Christiansen, der har store forventninger til den kommende sæson. For det største navn i roklubben, Hans Thor Kristensen, handler sæsonen om at få medaljer ved VM som den ene fjerdedel af guldfireren, men ellers skuer Anders Toft Christiansen for hans vedkommende et år længere frem til OL i Athen. - Vi håber, at han kan holde sig fri for skader og uheld, så klubben kan få sin første OL-medalje nogensinde, siger Anders Toft Christiansen. I de yngre rækker har klubben lagt kimen til sin egen "guldfirer" ved at indkøbe en dobbeltsculler til en gruppe talentfulde drenge i aldersklassen 12-14 år. - Vi sigter på tre guldmedaljer ved junior-DM. En af dem skulle drengene meget gerne tage, for i den størrelse båd er det kun de store klubber, der deltager, siger kaproningschefen. Han ser i øvrigt Sine Christiansen og Marie Tindborg som de mest oplagte medaljekandidater ved junior-DM.