Aalborg

Kursen var sat mod egen butik

Sanne Sørensen kastede sig ud i et liv som selvstændig

PANDRUP:Kop og Kande i Pandrup var i mange år en tanke, måske endda en drøm som kørte rundt i Sanne Sørensens hoved, mens hun som konsulent kørte på de nordjyske landeveje. I dag har tanken forlængst forladt hovedet og blevet til virkelighed på Bredgade. I oktober 2003 åbnede Sanne Sørensen for første gang døren til sin helt egen butik. For omgangskredsen kom det ikke som den store overraskelse, for hun har i virkeligheden lige fra, da hun trådte ud af handelsskolen haft kursen sat mod egen butik. - Jeg er meget styret af mine mål og jeg ændrer ikke bare kurs, fortæller hun fra baglokalet i butikken. 15 år på landevejene Efter handelsskolen fulgte 15 år, hvor hun arbejdede som sælger og konsulent for Raadvad. Hun kørte Nordjylland tynd og var lykkelig for jobbet. Men i hendes sind lå tanken og lurede, at hun en dag skulle have sin egen butik. Men det skulle heller ikke være hvilken som helst butik. Derfor sagde hun nej, da der lejlighedsvis dukkede tilbud op om at overtage en butik. Som erfaren konsulent for Raadvad, var hun nemlig kendt inden for branchen og havde tæt kontakt med Kop og Kande kæden. - Jeg ville ikke bare have en butik i Aalborg, jeg følte, at jeg ville have det bedst med en butik tæt på, hvor jeg kender kunderne og kunne dyrke det lokale potentiale. Drøm blev virkelighed I foråret 2003 dukkede den rigtige butik så op. Hun blev ringet op af Kop og Kande og spurgt om hun var interesseret i butikken i Pandrup. Og det var hun. - Jeg følte, at jeg var rustet og at jeg havde sparet nok erfaring op igennem årene, fortæller hun. I bagagen var al den viden hun havde suget til sig på besøg i diverse isenkramforretninger igennem 15 år. - Det skulle være lige nøjagtig, som jeg gerne ville have det. Udover et fast grundsortiment kunne Sanne Sørensen selv bestemme, hvilke varer butikken skulle sælge. Med en fortid hos Raadvad havde hun selvfølgelig en vis kærlighed for alt godt fra køkkenet, men også lædervarer fandt sin plads på butikshylderne. - Jeg skal brænde for de ting, jeg har med at gøre, fortæller hun. Mere ansvar og arbejde En ny hverdag stod for døren. Med egen butik var hun nu herre i eget hus. Mere ansvar fulgte og med det fulgte mere arbejde. - Det var en hel anden hverdag, men mentalt var jeg helt klar. Det her var det, jeg ville, siger hun. Og selv om butikken kræver meget tid af Sanne udelukker den nye hverdag ikke mere tid med familien. Hjemmet i Saltum er tæt på, så hendes otte-årige søn kan ofte komme forbi butikken. Hendes mand er kommet endnu tættere på, han har nemlig fået kontor oven på butikken, hvor han har sit eget firma. - Så selvom jeg arbejder meget ser jeg dem jo, og det er dejligt, fortæller Sannne Sørensen.