EMNER

Kurser skal lære par at være forældre

AALBORG:I løbet af næste år vil børne- og familieområderne i Centrum og Nordøst tilbyde en række kurser, som skal klæde vordende forældre på til at løfte opgaven. Pengene til projektet, som strækker sig over 1 år, kommer fra Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service, men Aalborg Kommunes familie- og socialforvaltning bidrager også med ressourcer og personale. - Det er et meget, meget vigtigt område, vi hermed tager fat på, siger socialrådmand Mai-Britt Iversen (S). Hun håber blandt andet, at kurserne vil hjælpe nogle af de par, som ikke selv har noget netværk at trække på. - Tingene er ikke som i gamle dage, og derfor er der desværre flere, som står meget alene med en opgave, de ikke rigtigt magter, mener hun. Ifølge Mai-Britt Iversen vil tilbuddet også være relevant i forhold til nogle af de to-kulturelle forældre, som har lidt svært ved at finde ud af, hvordan de skal opdrage deres børn. - De har måske nogle urealistiske forestillinger om dansk børneopdragelse, siger hun. - Vi giver gradvist vores børn lov til mere og mere, jo ældre de bliver. Men det betyder jo ikke, at det er i orden at gå i byen hele tiden eller blive væk om natten, understreger hun.