Kursfald giver gode muligheder

Stærke aktier med store kursfald åbner op for solide investeringer ifølge aktiechef

Lars Brøndum Nielsen
Danske bankøkonomer kaldte de amerikanske ledighedstal for "en rædselshistorie". Arkivfoto: Per Kolind
EMNER 1. marts 2007 05:00

NORDJYLLAND: Det gav svedige hænder verden over og på Københavns Fondsbørs, da det kinesiske aktiemarked tirsdag faldt omkring ni procent, og tidligere centralbankchef i USA Alan Greenspan advarede om risiko for recession. Resultatet blev et globalt fald i aktiemarkedet, og i Danmark faldt det danske aktieindeks C20 med over fire procent over to dage. Flere virksomheder oplevede fald på over 15 procent. Det giver nu mulighed for gode investeringer i de konjunkturfølsomme selskaber indenfor blandt andet bygge- og anlægsbranchen, vurderer aktiechef i Spar Nord Bank, Peter H. Møller. - Man har jo kastet nogle af de her konjunkturfølsomme selskaber voldsomt ned, og vi synes de er blevet kastet lidt for meget ned. Mange af dem er utrolig stærke selskaber, som vi mener har nogle spændende år foran sig. Og når markedet falder fem-seks procent, og de her selskaber falder med det dobbelte eller tredobbelte, skal man efter vores mening begynde at overveje opkøb og suppleringer, siger han. Han nævner blandt andet virksomheder som Sanistål, TK Development, og Rockwool som potentielle steder, hvor man kan sætte sine penge. Han advarer dog om, at markedet godt stadig kan falde. - Når vi når frem til ultimo 2007 så vil markedet, ud fra det niveau det er faldet til i dag, ligger omkring otte-ti procent højere. Men det er ikke ensbetydende med, at markedet det næste stykke tid ikke vil falde yderligere, vurderer han. Det sås allerede i går med fald over det næsten hele linjen blandt danske selskaber, og på børsen i London faldt kurserne på selskaberne i det toneangivende FTSE-indeks en-to point, selvom de store amerikanske indekser - Dow Jones, Standard&Poors og Nasdaq - i dagens løb kravlede et enkelt point op. - Vi forventer, at USA får en mindre afmatning i væksten, at vi vil se positive overraskelser i Tyskland rent vækstmæssigt, og at Kina opretholder et meget højt vækstniveau. Derfor mener vi, det her er en midlertidig korrektion, hvor markedet kommer lidt ned efter det er steget meget voldsomt siden maj måned sidste år, slutter Peter Møller. Og at aktiehandel kan få pulsen op fortæller ritzau onsdag aften. Ifølge Shanghai Morning Post har et kinesisk hospital rapporteret om et dobbelt så mange hjertepatienter efter handelsdagen, der gav det største fald i over ti år på den kinesiske børs.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...