EMNER

Kursfald trods rentesænkning

{ NEW YORK: Pilene pegede nedad på Wall Street, da det amerikanske aktiemarked i dag åbnede for første gang i de seneste dages globale aktiekrise. Det skete på trods af et dramatisk indgreb fra den amerikanske centralbank, FED, der tidligere på dagen sænkede renten med hele 0,75 procentpoint til 3,5 procent. Formålet med den kraftige sænkning er at understøtte den svage økonomi i USA, der har ført til voksende uro på de globale finansmarkeder. Selvom rentenedsættelsen var den største i 23 år, var det ikke nok til at skabe optimisme på Wall Street, hvor det toneangivende Dow Jones-indeks røg 3,65 procent ned i de første minutters handel. De europæiske markeder steg én procent ved nyheden om den amerikanske rentenedsættelse, men er stadig omkring det laveste niveau i to år./ritzau/Reuters