EMNER

Kursus om medindflydelse

Personalet lærte, hvordan kommunen er bygget op

HJØRRING:Køkkenassistent Lene Ditte Nielsen og social- og sundhedshjælper Lene Eriksen er to af de 500 medarbejdere i Hjørring Kommunes ældrepleje, der de sidste par år har været med i det største efteruddannelseskursus, afdelingen har gennemført. Kurserne er netop blevet evalueret, og lig flertallet af deltagerne er de to kvinder meget begejstrede. - Det har været godt at lære om arbejdsgangen i kommunen og om, hvordan organisationen er bygget op. Nu forstår man lidt mere om, hvad der står i avisen, fastslår Lene Ditte Nielsen, der arbejder i centralkøkkenet. - Det har været et drøngodt kursus, hvor vi blandt andet har fået sat ansigt på politikerne og lederne, og vi kunne komme med alle vores spørgsmål, siger Lene Eriksen, som arbejder på det skærmede afsnit Lundergårdhus. Hun siger videre: - Jeg synes, vi fik en stor portion gejst, og jeg blev meget optimist med hensyn til samarbejdet. Politikerne talte om, at pyramiden skulle vendes - det var os, der var de vigtigste. Der blev talt så meget om medindflydelse, men desværre holdt det ikke helt stik, og det krakelerede lidt ude i det virkelige liv. For eksempel følte vi ikke, at vi havde så meget indflydelse, da der skulle ansættes nye her i forbindelse med ændringen af strukturen i ældreplejen. Det er somom vi skal kæmpe mere for vores medindflydelse, end det lød til. De to kursusdeltagere, der begge er tillidsrepræsentanter, synes, det har været en kæmpefordel, at alle har været afsted, så alle i en afdeling vidste, hvad det drejede sig om. - Alle har lært om kommunens med-aftale - også mere end vi som tillidsrepræsentanter har kunnet forklare. Det er så i dagligdagen op til medarbejderne selv at opsøge oplysninger, mener Lene Ditte Nielsen. De to synes, de har været godt, at eksemplerne i kurset er hentet fra den dagligdag, de kender. - Selve kurset har vendt op og ned på mange ting. Fordi der var så mange fra andre arbejdspladser har vi kunnet udveksle erfaringer. Det har været godt, for vi har lært en masse om, hvordan vi kan hjælpe hinanden, siger Lene Ditte Nielsen.