Hobro IK

Kusk får chancen i Hobro IK

Søren Kusk på et-årig aftale i Hobro IK i 2. division vest

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bøje Larsen, fodboldformand i Hobro IK, forstærker holdet, men der er mere på vej. Foto: Per Kolind

HOBRO:Så er det en kendsgerning. Søren Kusk overtager - som tidligere bebudet af NORDJYSKE Medier - efter sommerferien ansvaret for Hobro IK i 2. division vest i fodbold. Parterne har indgået en et-årig kontrakt. Der er godt nok endnu ikke sat underskrifter på aftalen, men det betragter både Bøje Larsen, fodboldformand i Hobro IK, og Søren Kusk som en formalitet - parterne er i realiteten enige. - Vi kan komme til at præge rækken, hvis vi får tilført to-tre nye spillere, siger Søren Kusk, der er glad for sit comeback i klubben. Forrygende efterår i klubben Søren Kusk førte i efteråret i fjor netop Hobro IK til 14 point i syv kampe i 2. division vest, da han havde erstattet en fyret Per Sørensen som cheftræner i klubben, og det er med sikkerhed den succesoplevelse, der har vejet tungt på fodboldformand Bøje Larsens skrivebord, da den endelige beslutning skulle tages. Allerede efter denne flotte stime ønskede Hobro IK at forlænge aftalen med Søren Kusk, der imidlertid takkede ja til et job som såkaldt talentkoordinator i Superligaklubben AaB. Hurtigt færdig i AaB Det job blev Søren Kusk så af helbredsmæssige årsager relativt hurtigt fritstillet fra, og efter en mellemløsning med den tidligere AaB-Superligaspiller Calle Facius som cheftræner i den snart forgangne halvsæson og en flirt med landstræneren for det kvindelige U 17-landshold i fodbold, Bent Eriksen, har Hobro IK altså valgt igen at satse på Søren Kusk ved styrepinden. - Hobro IK råder over en spillemæssig god trup, og klubben er et rart sted at være. Vi kan komme med i den bedste halvdel af 2. division, hvis truppen suppleres med et par spillere eller tre, mener Søren Kusk. Peter Mark ny assistent Bøje Larsen har samtidig lavet en aftale med anføreren på 2. divisionsholdet, midtbanespilleren Peter Mark, om, at han skal være spillende assistenttræner under Søren Kusks ledelse. - Vi er enige om en halvanden årig aftale med Peter Mark. Den skal bare skrives under, siger Bøje Larsen, der samtidig signalerer, at han nu går på jagt efter to-tre nye spillere til truppen efter sommerferien. Den nuværende Hobro-cheftræner Calle Facius skal fra nytår være cheftræner hos Aalborg Freja, der p.t. er tophold i Kvalifikationsrækken med direkte kurs mod en plads i Danmarksserien. - Det er med baggrund i et spillerønske, at vi nu har valgt løsningen med Søren Kusk som cheftræner, slutter Bøje Larsen.