AaB

Kusk: Jeg har savnet AaB og Aalborg

Første træningsdag i AaB gik godt for den hjemvendte kantspiller, der hurtigt fandt sig til rette på Hornevej

Kasper Kusk havde fredag første træningsdag tilbage i AaB. Foto: Hans Ravn

Kasper Kusk havde fredag første træningsdag tilbage i AaB. Foto: Hans Ravn

FODBOLD:Kasper Kusk var fredag på AaB’s træningsbaner igen for første gang siden kantspilleren skiftede til hollandske Twente i 2014 - og det var en tydeligt glad Kasper Kusk, der igen spillede rundt på Hornevej.

- Det var sindssygt dejligt. Jeg har glædet mig til at komme tilbage, og jeg har selvfølgelig savnet at se de af drengene igen, som jeg har spillet med før. Så jeg er bare vildt glad lige nu, lyder det efter den første træning fra Kasper Kusk, der hurtigt fandt sig til rette under træningspassene.

- Jeg kender jo rigtigt mange af dem, både trænere og spillere, så det er dejligt nemt at komme tilbage, også til Aalborg by. Det har jeg savnet.

Kusk har selv været på træningslejr med FCK, mens AaB har været i Spanien, så med Superligaens forårssæson ventende blot en god uge ude i fremtiden, så er der ikke meget tid til at bevise sig over for træneren. Men Kusk er klar til at klø på for at vise sig frem.

- Det havde selvfølgelig været mere optimalt, hvis jeg kunne være kommet i starten af transfervinduet, men det har ikke rigtigt været muligt. Så jeg må få det sidste her med, inden turneringen starter, siger Kasper Kusk.

- Vi har en god kamp i morgen (træningskamp mod Thisted, red.), hvor man kan få lidt spilletid og komme ind og vise, at man skal spille den næste kamp, så det skal jeg ind og gøre.

Det er lørdag eftermiddag, Kasper Kusk får muligheden for at spille sig helt ind i varmen hos Morten Wieghorst, når AaB tager imod Thisted FC på Hornevej klokken 14.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.