Kutterøl giver penge til vedligeholdelse

Specialøl sælger så godt, at der på et halvt år blev 5000 kr. til "Marly" i Lønstrup.

Salget af den ny kutterøl gav på et halvt år 5000 kroner til "Marly". Det glæder fra venstre købmand Henrik Amtoft, Hans Ritter, købmand Henrik Konnerup og Svend Bjørnager sig over. FOTO: Henrik Louis

Salget af den ny kutterøl gav på et halvt år 5000 kroner til "Marly". Det glæder fra venstre købmand Henrik Amtoft, Hans Ritter, købmand Henrik Konnerup og Svend Bjørnager sig over. FOTO: Henrik Louis

Lønstrup Bådelaug, der står bag renoveringen af fiskekutteren "Marly", Lønstrups sidste erhvervsfiskerbåd, modtog mandag 5000 kroner til den fortsatte vedligeholdelse af klenodiet. Pengene kom fra salget af "Marly Kutterøl" hos købmanden i Lønstrup. Det er ejerne af Købmandsgården, der på den måde støtter arbejdet med "Marly". "Marly Kutterøl" er uden tvivl faldet i forbrugernes smag. Øllen, der sidste sommer blev sat i produktion på Løkken Bryghus, er blevet en ubetinget salgssucces. Tre styk for "en hund" er prisen - og for hver gang - der bliver solgt tre øl, går der 10 kroner til den fortsatte vedligeholdelse af den restaurerede fiskerkutter "Marly", der har hjemme i den gamle redningsstation på stranden i Lønstrup. Der er langet mange kutterøl over disken, og det tegner godt for den fortsatte vedligeholdelse af den gamle fiskekutter. - Det er nok lige værd at understrege, at det eneste flydende, der står på vedligeholdelseskontoen for "Marly" er dieselolie, lyder det spøgefuldt fra Svend Bjørnager fra bådelauget. Mandskabets forplejning står de selv for. Bådelauget har brugt utallige timer og omkring en kvart million kroner på at totalrenovere den gamle fiskekutter, der er bygget på Evald Larsens skibsværft i Lønstrup i 1956 for Lønstrups sidste erhvervsfisker, Niels Hjermitslev. Han opkaldte den efter sin datter Margrethe og sin kone Lily. Bygherren lagde "Marly" op i slutningen af 1970'erne og satte dermed punktum for Lønstrups erhvervsfiskeri, der begyndte med krogfiskeri i 1700-tallet. 40 år efter, at den var bygget, gik 10 mænd i Lønstrup sammen i et bådelaug og købte "Marly" for at bevare den for fremtiden. Efter renoveringen er den overdraget til Lønstrup Fiskeriforening, så den nu tilhører byen. Bådelauget står fortsat for vedligeholdelsen - og har brugsretten. Masser af turister besøger hvert år redningsstationen for at tage den smukt restaurerede båd i øjesyn, og mange af dem køber også Marly-øllen med hjem. inger.lise.joensson@nordjyske.dk