Kuuuuunst!

Så der Nordjylland igen gået grassat i et orgie af udstillinger. Der er kunst på hvert andet gadehjørne i Vendsyssel, og vi har forsøgt at samle trådene. I hvert fald de fleste af dem

Kunst 4. april 2004 06:00

Palmesøndag er det blevet igen, og starten er gået til den årlige tour-de-force gennem påskens kunst. Som sædvanligt er der i år flere udstillingssteder end tidligere, så lad os komme i gang med oversigten, og lad os - som sædvanligt - starte på toppen: I Skagen. 1: Galleri Katedralen langt ude på molerne i Skagen, og her er der lange traditioner for russisk kunst. Kunstneren i år hedder Roland Shalamberidze og bor til daglig i Skt. Petersborg. 2 + 6: Galleri Uggerby. Her er der to filialer. I Uggerby er der værker af Trine Skovgaard, Birgitta Faddersbøl, Anette Andersen og flere andre kvinder, mens der i Lønstrup vises kunst af Vibeke Falk. Inge Lindegaard og Marianne Berg samt keramik af Ingrid Hamburger. 3: Kunst i Hirtshals er en af de store klassikere i påsken. I år er der tre udstillingssteder, som alle har åbne indtil 12. april. På Hotel Hirtshals holder Galerie Louis til. Her kan man traditionen tro se en del færøsk kunst, men der er også værker familien Friis, Snekke Kristensen og mange andre. På Den gamle Station holder 11 kunstnere til: Det er blandt andre Janice Hunter, Mette Borup og Jim Jerup. Endelig er der Restaurant Fyrklit, som byder på blandt andet Klaus Unger og Bodil Hvilshøj. 4: Maleren Svend Gaardbo, Stendyssevej 6A, Hirtshals, holder åbent hus i hjemmet de to ægte påskedage, hvor han viser egne værker. 5: Johnny Larsen er billedhugger og bor på Strandvejen i Tornby, og der viser han sine nyeste værker frem for forbipasserende alle fem påskedage (og for den sags skyld og så resten af året, hvis han altså er hjemme). 7: Det nye, flotte kunstmuseum i Hjørring viser i øjeblikket værker af den fabelagtige færing Bárdur Jákupsson frem til 6. juni. 8: Galleri Frøsig ligger i Strandby nord for Frederikshavn, er her består påskemenuen af Inka Siegel, Garn Faaborg og Marianne Steenholt Bork. Udstillingen åbner skærtorsdag. 9: Frederikshavns Kunstmuseum viser i øjeblikket værker af Monica Ritterband og Jørn Særker Sørensen. 10: Galleri Marta holder til på Gærumvej 25 i Frederikshavn, og her viser Marta Nørgaard Jørgensen sit stentøj frem sammen med malerier af Anne Lindhardt. Der er åbent de fem påskedage. 11: Galleri 7 i Frederikshavn viser ikoner af Pia Hørlyck. 12: Glimsholtvej 452 ved Lendum er adressen på maleren Jette Wistoft Noyes, og under titlen NO-YES holder hun åbent atelier frem til 12. april. 13: Apriludstillingen på Vrå Folkehøjskole slår til for 29. gang med en stribe af de bedre kendte nordjyske kunstnere. Nævnt i flæng er det blandt andre Niels Johan Knøss, Ove Bering, Gorm Spaabæk og Lene Palm Larsen. Der er mindeophængning af Orla Lau, og der er gæsteophængning af Mogens Otto Nielsen og Niels Pedersen. 14: I Kunstbygningen i Vrå er der separatudstilling med Jane Balsgaard. "Himmelskibet" hedder den, og den avises alle påskedage og dernæst tirsdag til søndag frem til 31. maj. Så den kan jo gemmes, hvis man ikke kan overskue det hele her og nu. 15: Løkken Billedsamlings påskeudstilling er foreningens 10 års jubilæum. Der er åbent - på biblioteket i Nørregade - de fem påskedage, og der vises værker af Niels Helledie og Ethel Thrane. 16: Galleri Munken lidt syd for Løkken åbner sin påskeudstilling i dag med gallerigudstjeneste. Udstillingen hedder "Kunst og Kristendom" og er med Finn Winge Nielsen. Desuden er der værker af Jørn Særker Sørensen, Lene Helledie, Janne Krogh Hansen og smykker af Hanne Behrens. 17: PondCottage Art ligger på Vrendstedegnen lige sønden for Børglum Kloster, og her har keramiker Bodil Dam sit værksted, hvor hun viser egne værker foruden malerier af Stig Bille, der også er praktikerende læge i Hjørring. Desuden er der pileflet ved Dorte Thilma. 18: I Ingstrup har kunstnerparret Jytte Gaihede og Gunnar Kappelskov boet og arbejdet i 21år, og også i år holder de åbent hus i deres værksted og atelier, og her kan man komme alle fem påskedage 19: Unika Kunst hedder et sted lige over for Trudslev Mølle ved Ingstrup. Man skal ned af en lille grusvej, som akn være lidt svær at finde, men der ER skilt i vejkanten. Det drives af kunstneren og strandfogeden Bent Pristed, og for uden egne værker- bronzeskulpturer - viser han oliemalerier af Anne Marie Sørensen. 20: Jette og Per Ganthorn bor til dagligt fredelig på herregården Gl. Hammelmose ved Manna. Men en gang om året rydder de stuerne og laver hjemmet om til galleri, og det gør de for ottende år i træk i år. I alt 300 kvadratmeter og syv-otte stuer er ryddet, og her er der værker af blandt andre Mette Møller Bovin, Maja Bovin og Lone Lindorff, der tidligere var skuespiller, indtil hun for 17 år siden skiftede boldbane og begyndte at male. I alt ni udstillere er der på herregården. 21: Galleri Saltum, der ligger i det gamle mejeri, har tre kunstnere på sit påskeprogram. Det er Poul Jepsen og Henny Filbert fra Odder samt Ebba Razn fra Hadsund. Desuden viser galleriet billeder af en 17-årig debutant, hvis identitet indtil videre er ukendt. Der er åbent alle dage frem til 12. april. 22: Catherine Collart, Rendbækvej 112, Saltum holder åbent hus i stalden her i påsken, og her kan man se alt fra fabeldyr og fade til hønserelieffer og hønseskåle. 23: Atelier Art Jammerbugt ligger Tinghøjgade 10 i Saltum, og her viser ejeren, Gunhild K. Lund, egne værker. Desuden har hun gæstevisit af Benny Stender, Shimon Sanfi og flere andre. 24: Rita Collart driver butikken Mon Cadeau på Vesterhavsvej 12 i Hune, og her viser hun egne værker i påsken. Blandt andet fugle og klovne. 25: På Restaurant Nordstjernen i Blokhus kan man langfredag ses værker af Lone Vittrup fra Pandrup. 26: Galleri Rødhusgaarden, der sjovt nok ligger ved Rødhus, har foretaget en kraftig udvidelse i vinterens løb. Påskeudstillingen åbner i dag med Marna Rix og Grethe Tranberg. Desuden vil der være værker af Mogens Leander, Øssur Mohr, Lene Frederiksen og flere andre. 27: Galleri Gl. Toftegaard midt ude i Store Vildmose byder i påsken på værker af Mogens Nielsen. Men der er også nye malerier af Bent Exner, bronze af Bodil Dam (se nr. 17), malerier af Hanne Astrup, Hanne Vognsgaard, Cathrine Collart (se 22) og Jytte Gaihede (se 18) samt mange flere. 28: På Billedstedet hedder udstillingen "Lys, varm og Gylden", og navnene på kunstnerne er blandt andre René Tancula, Christina Præstgaard, Maria Buras og Mogens Nielsen (se 27). 29: I Fjerritslev, på Aalborgvej 245, ligger Hanbo Design, og her udstiller Anne-Mette Weinreich 30: Hos Lise Glinvad Grafisk Design på Thorup Strandvej 186 per Fjerritslev, kan man i påsken se kunst af hende selv samt Kirsten Fonslev, Eva Kristensen, Ann Brix Olesen og Lillian Nøhr. 31: Så smutter vil tilbage til hjertet af Vendsyssel. Til Brønderslev. Her er der for 29. gang udstilling på Brønderslev Gymnasium, og det er traditionen tro et af de helt store trækplastre i landsdelen. Det er også en af påskens allerstørste udstillinger overhovedet med 26 kunstnere. Ingen nævnt. Ingen glemt. Der er åbent de fem påskedage. 32: At der er kunst hos Suzukiforhandleren på Østergade i Brønderslev i påsken er også næsten lige så sikkert som amen i kirken på skærtorsdag. Her er ni kunstnere med, og til ferniseringen torsdag er der en madkunstner - Morten Nielsen fra Mortens Kro - til at sørge for glæder til andet end øjnene. 33: P.T. Design, Vibekevej 70A, Hellum, har 10 kunstnere med, og de arbejder alle i lille format: 15 gange 15 centimeter. Foruden ejeren selv, Preben T. Madsen, er der værker af blandt andre Lars Stender, Allan K. Nielsen, Vibeke Leighton og Tove Davidsen. 34: Galleri Beck, der ligger Tylstrupvej 42-44 i Ravnstrup, har åbent alle dage i påsken med et stort udvalg af nutidskunst og klassisk modernisme. 35: Hjortholm er café og udstillingssted i Jyske Ås, og her er man med for syvende gang. Flertallet af udstillerne er gengangere fra tidligere påsker (er der noget, der hedder påsker?). Vi nævner i flæng Jørgen Vittrup, Jes Vestergaard, Janice Hunter og Dorte Visby. 36: Dronninglund Kunstcenter viser i øjeblikket udstillingen "De satte kulør på Nordjylland", som vi anmeldte i avisen lørdag. 37: På Dronninglund Slot er der vist kunst i kælderen i 15 år. Det er også en af landsdelens mere kendte og elskede udstillinger, hvor man blandt andre kan se værker af Elisabeth Asli, Lene Frederiksen, Torben Steiner og ikke mindste keramiker Jette Abildgård, der er udstillingens primus motor. 38: Galleri Hous udstiling åbner i dag og varer lige til 23. april. Her udstillier Vibeke Grønbech Bing maleri og keramik. Åbningstalen holdes af Lars Stender. 39: Og apropos Lars Stender, så er det ham, der er påskekunstneren på Galleri 1, Havblik 1, Hou. Her er åbent alle påskedagene. 40: Og det lader da til, at Hou er ved at blive et kunstcenter, for der er også kunstudstilling på Hugdrupgård, Nørregade 6, Hou. Udstillingens tema er påskens religiøse budskab, og blandt kunstnerne er Anni Olesen, Pia Fog og Hans Eegholm. Amtsborgmester Orla Hav åbner torsdag, og udstillingen varer til og med anden påskedag. 41: Plougstrup Keramik og Glas, Minervavej 20, Grindsted, har åbent alle påskedagene bortset fra søndag, og her vises - ja, rigtigt gættet: Keramik og glas. 42: På Sulsted Landevej 35 i Hostrup (det er fire huse ved vejkanten på den gamle landevej mod Hjørring) er der otte nordjyske kunstnere, der viser sig frem i løbet af de fem påskedage. Det er blandt andet Hanne Højfeldt, Lis Gravesen og Connie Hornsbjerg. 43: På Galerie Provence har man i lang tid kunnet se galleriets 10 års jubilæumsudstilling med et hav af virkelig kendte kunstnere. De er blandt andre Ludmilla Balfour, Bentemarie Kjeldbæk, Manuel Marin, Knud Odde, Kurt Trampedach, Jan Wessel og Susanne Aamund. 44: Og så køre vi ellers over Limfjordsbroen til Aalborg, hvor vi først gør holdt på Galleri Deco på Vesterbro. Her kan man se værker af en af dansk kunsts rigtigt store damer: Hellen Lassen, hvis værker suppleres af Majken a Grømma. Udstillingen er åben og vises tirsdag til lørdag frem til 24. april. I påsken er der dog kun åbent lørdag. 45: Galerie Wolfsen i Tiendeladen byder på 25 kunstnere. Her er åbent mandag til lørdag frem til 17. april. Der er lukket første og anden påskedag. Kunstnerne er blandt andre Britta Madsen/Søren Gøttrup, Lars Dan, Marna Rix og Sergei Sviatchenko. 46: På Galleri Baghuset, Nørregade 18, Aalborg er der naivistisk kunst af Erik Brøndum, som især finder sine motiver i Aalborg/Nørresundby. 47: På Galleri Valdem'Art, Valdemarsgade 8, Baggården, byder påsken på værker af Jesper Iversen, Stig Halskov, Rikke Gadh, Kim Tornby, Sara Stelzner og Tim Backhusen. 48: Aalborg Kunstpavillon byder indtil 25. april på en udstilling med Anita Houvenaghels kirkekunst. Der er malerier og foto og modeller. 49: Nordjyllands Kunstmuseum har i øjeblikket særudstillinger med nordiske akvareller, Pia Andersen, Mod Lyset (om Rudolf Steiner) og om 3D-lyd. 50: På Galleri Gram Art i Jens Bangs Gade viser værker af Karl Gram, og i påsken er der åbent lørdag formiddag. 51: Galleri Art Soto i Sankelmarksgade viser nye billeder på lærred og papir af Elsie Heidmann indtil 17. april. 52: Keramiker Glenni Andersen holder åbent i sit værksted på Mylius Erichsens Vej 138, Aalborg, de to rigtige påskedage, og her kan man se hende give sine bud på, hvordan man laver blandt andet relieffer med mere i keramik. 53: Galleri Krøyer i Havndal har indledt samarbejde med Galleri Inuit i Ladegårdsgade i Aalborg. Udstillingen vises indtil 25. april, og de tre hovedudstillere er Kirsten Bøggild, Jette Bækgaard og Knud Laursen. 54: Vi bevæger os nu ud fra Aalborg centrum og drager mod syd. Fra i dag og frem til 17. maj kan man se værker af Hans Haagen i Gistrup Kirke. Der er åbent alle hverdage 9-15 og i forbindelse med alle gudstjenester. 55: Kulturelt Samråd i Nibe har fernisering skærtorsdag på rådhuset i Nibe. Der er åbent alle påskedage og udstillingens billeddel kan ses frem til 28. maj i rådhusets normale åbningstid. Det er en lang stribe især lokale kunstnere, der år efter år samles på rådhuset ved påsketide. 56: Galleri Billedhuset ligger Østergade 3, Løgstør, og her kan man i påskedagene se værker af Gitte Graver, Hanne Welling og Birthe Kjærsgaard. 57: Kunsttorvet i Løgstør er nabo til Billedhuset. Her er der i løbet af de fem påskedage mulighed for at stifte bekendtskab med Karsten Hansen, Sonja Hansen, Inger Buus og Mona Nielsen. 58: Galleri Livøvej 41 ligger i Rønbjerg og i anledningen af påsken vises ikke færre end 400 private kors af Annie Kaargaard og Inger Mirasola. 59: På Stenaldercentret i Ertebølle vises værker af de samme kunstnere som på kunsttorvet i Løgstør (se 57). 60: Askel Krogh, Vestergaardsvej 48, Strandby ved Farsø, holder åbent i påsken for at vise vinterens produktion frem. 61: På Farsø Sygehus viser 29-årige Allan Kjær sine malerier. 62: Torvet 1 er udstillingssted i Farsø. Her åbner udstillingen på lørdag, og det bliver med Howard Borgaard og Peer Poulsen, der viser malerier og glas af Else Trads. 63: Galleri 14 ligger Nørregade 14, Farsø, og her er der 10 kunstnere på programmet. Udstillingen åbner skærtorsdag og varer alle påskedage samt fredag og lørdag i resten af april. 64: "Easter Parade" er titlen på påskens udstilling på Part2 Galleri i Aars. Der er fernisering i eftermiddag og udstillingen varer til 24. april med åbent alle påskedage. Det er galleriejer Peer Poulsen, der viser egne værker. 65: Himmerlands Kunsthandel, Kaj Munks Vej 27, Aars har åbent alle påskedage, og der vises 500 malerier i alt. Kunstnerne er blandt andre Karl Gram, Steen Karlsen og Svend Nielsen. 66: Galleri Alstrup i Alstrup åbner for sin nye sæson skærtorsdag. Det bliver med malerier af John Rise, og værkerne kan ses frem til 23 maj alle dage bortset fra onsdage. John Rise er fra Aalborg, uddannet på kustakademiet, bosat i København indtil 1998, og nu bosat i Vester Thorup. 67: Galerie Bram har fernisering i eftermiddag, og på denne udstilling vil der være værker af Miriusz Mikolajek, Lone Dupont, Birgitte Faddersbøll, Lene Frederiksen og Christian Hansen. Efter påske kan udstillingen ses indtil 24. april. 68: Galleri Helco, der ligger i landsbyen Ajstrup sydøst for Hadsund, har fernisering i eftermiddag. Kunstnerne på udstillingen er blandt andre Adie Holzer og Niels Helledie. Der er åbent alle påskedage samt søndagen efter påske. 69: Og så slutter vi af i Galleri Dahl i Sødring, hvor det gamle makker- og ægtepar Margit Engaard Poulsen og Johnny Madsen udstiller. Udstillingen vises indtil 16. maj. Var det nok? Der er i hvert fald ikke mere. I hvert fald ikke her.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...