Tårs

Kvægbonde runder de 60 år

Christen Dissing er glad for sit liv og sin familie - men køerne styrer hverdagen

Kvæg­bon­de Christen Dis­sing har livs­lang er­fa­ring med kvæg­avl. I dag run­der han de 60 år.Foto: Ben­te Po­der

Kvæg­bon­de Christen Dis­sing har livs­lang er­fa­ring med kvæg­avl. I dag run­der han de 60 år.Foto: Ben­te Po­der

TÅRS:Når man kommer ind i gangen i stuehuset på gården Bjørnstrup, så mødes man af indrammede billeder af toptrimmede køer af racen rød dansk malkerace, og der er flere af dem. Netop disse køer har betydet utroligt meget for kvægbonde Christen Dissing og hans avl. - De to her, de står bag 95 pct. af hele besætningen, fortæller Christen Dissing og peger på to af køerne. Den ene står sammen med hans søn, Lars, som er i stadstøjet, og billedet fortæller om en helt speciel dag. - Det er nok lidt af et højdepunkt. Hun blev Miss Danmark i 1994, og det var godt nok specielt at stå der i Herning, mindes Christen Dissing, der får helt blanke øjne ved mindet om den dag og det arbejde, der lå bag, og den betydning, den ko har fået sidenhen. - Nogle mænd er hårde, andre er bløde, og jeg er nok en af de bløde, smiler han let undskyldende. Men der er sådan set ikke noget at undskylde. Der er stolte traditioner forbundet med kvægavl, og Christen Dissings ekspertise er noget, der er givet videre gennem fire generationer. Han er fjerde mand på Bjørnstrup i familien, og han har lært faget fra bunden af sin far. - Det har jo været kvægavl, der i bund og grund har styret vores hverdag. Det har været med til at sætte prikken over i’et, forklarer Christen Dissing. Madammepræg Inde i køkkenet er Christens kone Anette i gang, og dufter det af hjemmebag. Christen viser rundt i staldene, og der er meget at snakke om. Køerne går i løsdrift, og to gange om dagen er de inde og blive malket i malkemaskinen, otte og otte køer ad gangen. Det tager halvanden time. I dag går køerne ude på marken i højt solskin, et prægtigt syn med de utroligt flotte køer på den grønne mark med den blå himmel. Christen går ind og kikker til køerne, han kan kende dem alle 110. Det kan være på deres øjne eller deres krop - men for det meste er det på deres yver. De er alle forskellige. - Den lyserøde der med det store hoved er nok min kommende avlsko, hun har holdbarhed, størrelse og omgængelighed, og så har hun noget madamme-præg, fortæller Christen og peger på en af køerne, som er datterdatter af Miss Danmark koen fra 1994. Der er meget at holde styr på, når man avler målrettet. - Al avl er i dag internationalt, og man kan ikke bare bruge naboens tyr, forklarer Christen, der har blandet sine røde køer med udenlandske racer for at nå det, han synes er det optimale resultat: En stor, åben ko med godt temperament. Christen gemmer ikke stamdata i nogen elektronisk database. Han peger sigende på hovedet - det er alt sammen derinde: - Det med EDB-maskiner, det er ikke mig. Ny hjerteklap Christen har to ansatte til at hjælpe sig - eller han vil hellere sige det sådan, at det er ham, der hjælper dem. Han er nemlig ikke fuldt arbejdsdygtig mere og er på deltid. For for godt et par år siden skete der noget epokegørende. - En dag skulle Anette og jeg have fat i en kalv. Så pludselig lå jeg ned med åndenød, husker Christen. Efter undersøgelser stod det klart, at Christens ene hjerteklap var blevet stiv og skulle skiftes ud. Christen gestikulerer ved brystet, mens han fortæller: - De åbnede hele butikken og så ud med skidtet. Ja det er utroligt. Jeg havde det utroligt godt bagefter, fortæller Christen og viser frem, hvordan den kunstige hjerteklap arbejder. Og den er god nok. Lytter man godt efter, kan man høre den sige tik-tak, tik-tak.- - Det lyder som en stueklokke, mener Christen. Efter den oplevelse har han det i dag rigtig godt, men må nøjes med at arbejde på deltid. Det går også godt, for han er ikke bange for at vise tillid til sine ansatte. - Jeg vil gerne, at gården skal være et godt sted for de unge. Jeg har de sidste åringer øvet mig i at sige vi - vi har vist fået lavet det her forkert, i stedet for at skælde ud. Så tror jeg, de er meget mere glade. Fødselsdagen i dag fejres med familie og venner.