Kvalitet er ikke gratis

Jobcentrene giver de ledige afslag på arbejdsrelaterede erhvervskurser og sender dem i stedet på aktivering enten i kommunernes eget regi eller ved kursusudbydere, som presses til at lave aktiviteter for "næsten ingen penge".

Konsekvensen af, at der kun er ca. 18.800 kr. pr. år til at lave aktivering for en ledig, er, at jobcentrene i stort omfang sender arbejdsløse på såkaldte "computerkurser". I denne form for aktivering lærer den ledige typisk at udforme et cv og skrive en ansøgning. Derudover skal man surfe i fire-fem timer dagligt på Jobnet for at søge de få job, som slås op. Hvor mange nye job inden for ens kompetenceområde mon der slås op hver dag i en seksugersperiode? At lave cv hver dag i seks uger og skrive nye "anderledes" ansøgninger kræver mere end en almindelig fantasi. Meningen med en aktivering er, at den ledige efter en aktivering er tættere på arbejdsmarkedet end før aktiveringen. Altså at man er mere attraktiv og kompetent som arbejdskraft. Det bliver man ved at blive opkvalificeret i jobmæssig henseende til de erhverv, som er i et overskueligt område. Mange af de ledige har ønsker om korte uddannelser og kurser, som opkvalificerer dem til job inden for relevante erhverv, således at de har mere at byde på over for en kommende arbejdsgiver. Computerkurserne er markant billigere end de erhvervsrettede kurser, hvorfor økonomisk trængte kommuners jobcentre vælger "koster billig"-modellen. Det betyder, at tusindvis af ledige får afslag på deres ønsker om opkvalificering og uddannelse, og det finder den ansvarlige minister er i orden. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) mener nemlig, at det kan være direkte hæmmende for ledige at komme på et erhvervskursus, og afviser (som sædvanligt), at man bør ændre praksis. LO Frederikshavn finder, at det er forkasteligt, at ledige ikke erhvervsmæssigt opkvalificeres og hjælpes videre til nyt job. Erhvervene får jo brug for kompetente medarbejdere, når nedturen vender, og der igen skal "gang i hjulene". Målet kan ikke være alene at uddanne dygtige professionelle jobsøgere.