Frederikshavn

Kvalitetsstempel til vikarfirmaer

Vikarbranchen får sin egen organisation under Dansk Industri

FREDERIKSHAVN:Virksomheder, der servicerer andre virksomheder med vikarer, har fået deres egen brancheorganisation oprettet af Dansk Industri. - Vores ambition er at få så mange som muligt med i brancheorganisationen, som vi så vil markedsføre, så vores øvrige medlemsvirksomheder kan se, at her er altså en række vikarbureauer, som de trygt kan gøre brug af, oplyser konsulent i DI, Rasmus Lynge. Vikarbranchen har gennem årene haft mange brodne kar. For at kunne blive medlem af den ny brancheforening skal vikarbureauerne opfylde en række betingelser i en godkendelsesordning. Noreco A/S i Frederikshavn er et af de 30 vikarbureauer, der deltog i den stiftende generalforsamling i den ny DI Vikarbranchen, og som har søgt optagelse i brancheorganisationen. Adm. direktør for Noreco A/S, Karl Otto Nielsen, glæder sig over den blåstempling, som Noreco's forventet kommende medlemskab af DI Vikarbranchen vil være udtryk for. - Vi har intet problem med at underlægge os DI's kontrol af Noreco, for at give DI's medlemmer og vore kunder ro i sindet, når de vælger at samarbejde med os eller andre af Vikarbranchens medlemmer, siger Karl Otto Nielsen. der i øjelikket har 150 vikaransatte inden for industri- og byggesektoren. Rasmus Lynge forventer, at DI's godkendelsesnævn vil kunne have de første godkendelser af ansøgninger på plads i slutningen af februar. Han glæder sig over den store interesse blandt vikarbureauerne for at blive medlem af brancheforeningen. - Det viser, at bureauerne har et klart ønske om at agere som ordentlige virksomheder, man kan have den fornødne tillid til, siger Rasmus Lynge. På generalforsamlingen nedsatte DI Vikarbranchen en bestyrelse med repræsentanter for i alt ni vikarbureauer og med Torben Lyster-Clausen, Vikargruppen Danmark, som formand.