Skagen

Kvalitetsvarerne vises

Årets nordjyske fødevaremesse i Skagen holder formen

Krise eller ej, så er nordjyske kvalitetsprodukter fra landbrug og fiskeri stadig lækkerier, der er svære at undvære. På årets kvalitetsfødevaremesse i Skagen fredag 28. og lørdag 29. august stiller producenterne da også op i rundt regnet samme antal som i de foregående overflodsår. - Vi har i år 23 udstillere inden for en meget bred repræsentation af produkter, så der bliver masser at se på, smage og købe, understreger projektleder René Zeeberg, Skagen Turistforening. - I år har vi samtidig gjort lidt ekstra ud af det med forskellige events fra scenen, siger René Zeeberg og nævner konkurrencen med stegning af fiskefrikadeller, og at flere af messens udstillere, bl.a. Skagen Bryghus, stiller op og fortæller om hvordan, brygget produceres. Qvinder i LandboNord er også med i en event, og fortæller om, hvordan de arbejder med synliggørelse af de mindre nordjyske fødevareproducenter, der ikke selv har kræfter til at være med på messer. René Zeeberg forventer omkring 10.000 besøgende til messen på de to dage. - Heriblandt sikkert også en del nordmænd, for det er sidste weekend, de kan sejle herned i deres lystbåde. Det skyldes nogle forsikringsmæssige årsager. Herefter skal bådene op af vandet, påpeger René Zeeberg. Det er 4. år i træk, der er kvalitetsfødevaremesse i Skagen