Kvantefysik, kærlighed og parforhold

På sin nye plade tager Randi Laubek igen fat på livets store spørgsmål, som den 32-årige nordjyde aldrig bliver træt af at skrive sange om

Vanen tro har hun selv skrevet både tekst og musik. Men denne gang har Randi Laubek også arrangeret sangene og produceret hovedparten af det nye album "Figures of eight", hvor tidligere tiders strygere og pompøse arrangementer er blevet udskiftet med et mere enkelt udtryk. - På de sidste to plader brugte jeg lang tid på at skabe et univers, som sangene skulle puttes ind i. Men med den her havde jeg lyst til at tage udganspunkt i selve sangen, som den lyder, når jeg sidder og roder derhjemme på mit værelse med min guitar, siger Randi Laubek, der debuterede med "Ducks and Drakes" i 1997 og nu er aktuel med sin fjerde plade efter "Almost Gracefully" fra 2000 og den to år gamle "The Wedding of All Things". - Jeg synes egentlig, at det er en meget naturlig udvikling, for jeg har jo været igennem de store produktioner. De fleste starter den anden vej fra, men det er typisk mig, for jeg har altid skulle gå, før jeg kunne kravle. På tekstfronten handler det stadig om kærligheden og livets andre besværligheder, som Randi Laubek aldrig bliver træt af at filosofere over. - Jeg har skrevet sange, siden jeg var 12 år gammel. Så jeg har et arkiv af tekst- og melodibidder liggende, som jeg kan trække på. Og i bund og grund har jeg altid skrevet om det samme: Hvad meningen med livet er, siger den 32-årige nordjyde og bryder ud i et stort grin. - Det kan man gudskelov bruge hele livet på at finde ud af, og så er alt jo indbefattet. Man kan skrive om kvantefysik, kærlighed og parforhold. Det bestemmer du selv. Så det er den klassiske søgen efter sammenhæng, mening og retning, som de fleste mennesker kan nikke genkendende til. Som kunstner har man så bare det privilegium, at man får tid til at grave sig helt ned. Ikke nødvendigvis autentisk Randi Laubek beskriver selv teksterne på "Figures of eight" som tungere og mere eksistentielle end det, hun tidligere har lavet. Men selv om sangene er meget personlige, er de ikke nødvendigvis et spejl på hendes liv lige nu. - Jeg plejer at tage udgangspunkt i en følelse, og så bygger jeg en historie op omkring den. Så det behøver ikke at handle om, at jeg lige har været igennem et eller andet. I en af sangene på den nye plade er der for eksempel et vers, som jeg har haft liggende i fire-fem år, men som jeg ikke kunne finde et omkvæd til før nu. Så det er et puslespil, men følelserne er selvfølgelig nogle, jeg har haft, siger sangerinden med den sensuelle og mørke stemme. At det hele ikke er jammer og klage, viser Randi Laubek i "Only Rain". Nummeret indledes med en påstand om, at hun ikke bryder sig om at være forelsket, og at kærligheden er spild af energi. - Den ulykkelige og besværlige kærlighed er tit omdrejningspunkt for de store dramaer. Man piller sig selv så meget i navlen, at man nogle gange glemmer, at der er børn i Afrika, der sulter. Så sangen er et forsøg på at give den klassiske sangskrivers weltschmerz en lille smule humor, siger Randi Laubek. Værner om privatliv Hendes eget kærlighedsliv har hun aldrig haft lyst til at tale om offentligt. - Jeg prøver virkelig at værne om min privatsfære, hvilket er et stort paradoks, fordi jeg skriver så personlige sange. Men nok lige præcis derfor har jeg et stort behov for at holde det meget, meget privat, siger Randi Laubek, der dog godt vil afsløre, at hun har haft den samme kæreste i mange år. - Men nu er det jo heldigvis heller ikke sådan, at jeg bliver jagtet af ugebladene. Der er jeg vist ikke kendt og interessant nok, smiler hun. Det sidste vil hendes mange og meget hengivne fans nok være uenige i. På Randi Laubeks hjemmeside vælter det ind med lovprisninger og kærlige kommentarer fra både mænd og kvinder, der tydeligvis har ventet længe på den nye plade. - Det betyder sindsygt meget og mere og mere. I starten var jeg meget blufærdig og skulle vænne mig til, at der var nogle, der virkelig havde lyttet. Men det er jo det, der betyder noget. At der faktisk er nogen mennesker, der kan spejle sig i min musik, siger sangerinden, der konstant får ideer til nye sange. - Jeg har lyst til at lave tusind plader. Jeg føler, at der er alt for lidt tid til at lave al den musik, jeg har lyst til. Jeg så Per Arnoldi sige i et interview, at hvis man er forbandet med den perfektionistiske søgen efter det sublime, så bliver man aldrig færdig. Lige så snart man har forladt noget, kan man forfine det endnu mere. Så jeg føler bare, at jeg lige er startet på et eller andet plan.