Kvartet mellem himmel og jord

Musik 20. september 2002 08:00

STØVRING: En ung, men succesfuld dansk strygekvartet er det absolutte centrum, når Støvring Musikforening i aften byder til koncert i Huset ved Støvring Højskole. Sartory Kvartet blev dannet i 1999 og debuterede samme år ved en koncert i Glyptoteket. Siden da har kvartetten jævnligt haft koncerter i både Danmark og Sverige, ofte med begejstrede anmeldelser til følge. For eksempel skrev den kendte danske komponist Poul Ruders efter ensemblets opførelse af Schuberts værk "Døden og Pigen": " Det slog benene totalt væk under mig. At en strygekvartet, med så få koncerter bag sig, kunne lyde så sammenspillet, så modent, og i et stykke af så uendelig dybde, ja - det går faktisk over min forstand. Der er mere mellem himmel og jord, siger man; jeg tror, det er der, Sartory Kvartet befinder sig". Når man ser på meritterne hos kvartettens medlemmer fremgår det da også tydeligt, at de - på godt nordjysk - ikke er sådan at sige "ski'e" til: Joseph Swensen, violin. Født i New York og chefdirigent for Scottish Chamber Orchestra siden 1996 og første gæstedirigent for BBC National Orchestra of Wales. Har også optrådt som violinsolist med mange af verdens bedste orkestre. Kristine Algot Sørensen, violin. Tre års studier i USA efter dansk diplomeksamen. Medlem af Det Kongelige Kapel fra 1986 til 1998, de sidste otte år som 1. solospiller og koncertmester. Iben Bramsnæs Teilmann, bratsch. Stiftede sin første strygekvartet som 12- årig med sin søster og to kusiner, har optrådt på internationale festivaler i USA, Frankrig, Sverige, Finland. Hun har været ansat i Det Kongelige Kapel siden 1997, og har netop vundet stillingen som 1. solobratschist. Henrik Dam Thomsen, cello. Optræder jævnligt som solist med orkester, blandt andet flere gange med Radiosymfoniorkesteret, hvor han de sidste tre år har været ansat som solocellist.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...