Kvickly slukker for kaffen

Hobro mister sit sidste cafeteria på lørdag

Detailhandel 30. juli 2003 08:00

HOBRO: Ærgrerligt. Trist. De mørke gloser står i kø, både blandt kunder, personale, og ledelse hos Kvickly i Hobro. Forretningens cafeteria lukker på lørdag for at give plads til en udvidelse af butikkens forareal. Økonomien i madstedet er for dårlig, så det må vige pladsen for butikkens øvrige varer. - Det er vi ikke så glade for, lyder det samstemmende fra Sigurd og Kaj, der er kommet for at få morgenmad hver dag gennem henholdsvis 10 og 15 år. De skal nok finde kaffe og morgenmad andre steder i byen, men det bliver ikke helt det samme, fortæller de to stamkunder. - Vi vil hellere sidde her, hvor der er lys og liv, siger Kaj, der regner med at næste morgenmadsstop bliver Bie-centeret eller Bechs Konditori. Kvicklys varehuschef, Søren Børresen, er opmærksom på byens reaktion, men det kan ikke være anderledes, fortæller han. - Ingen beklager det mere end jeg. Men jeg skal have økonomien til at hænge sammen, siger han. Utilfredse kunder har råbt efter ham i cafeteriaet, og han føler sig i det hele taget utilpas ved situationen. - Der er mange, der er utilfredse, fordi de tror, vi har en stor omsætning i cafeteriaet. Men de tænker ikke over, at de fleste, der sidder her, blot får en kop kaffe. Det kan altså ikke betale personalets løn, siger varehuschefen. Fire job Brødudsalget bliver ikke berørt af cafeterialukningen. Det er kun den yderste del af disken, der bliver erstattet af en væg. Alligevel må butikken sige farvel til fire fuldtidsmedarbejdere fra på lørdag. Mona Thybo fra Snæbum har været ansat i 19 år, og har endnu ikke fundet et andet arbejde. - Det er godt nok lidt træls, men nu må vi jo se, hvad der sker, lyder det vemodigt fra cafeteriadamen, som oven i købet må tage datteren Iben i hånden, når hun forlader stedet. Iben Thybo er i øjeblikket ferieafløser i cafeteriet. De vil blive savnet, lyder det fra kunderækken. - Det er hygeligt at kunne få en kop kaffe, når man er her for at købe ind, siger Aage Jørgensen fra Hobro. Han mødes en gang om ugen i cafeteriet med Lisbeth Janning fra Hobro til en hyggesnak. - Vi kommer til at mangle det, men så må vi gå op til Bechs, siger hun, for kaffe og snak vil hun ikke undvære. Lysere lokale Til gengæld kan de og andre glæde sig over, at kunderne om cirka 14 dage vil blive mødt af et større, lysere og mere luftigt forareal i butikken. Rummet, som hidtil har givet rum til cafeteriaborde, skal bruges til skiftende opstillinger af varer fra butikken. Senere skal hele forarealet og kasselinien laves om, men det har længere udsigter. - Vi taler nærmere år end måneder, men det kommer, siger varehuschef Søren Børresen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...