Naturvidenskab

Kvickly vil udnytte mild vinter

Opførelsen af ny forretning - og ny Fakta-butik - indledes i næste uge

AARS:Hvis ikke vintervejret pludselig skifter karakter, vil starten på det ny Kvickly og det ny Fakta i Aars blive nem. Torsdag 25. januar tages nemlig første spadestik til det store byggeri på det såkaldte Baneareal mellem Banegårdsvej og Markedsgade i Aars, og umiddelbart er der jo ikke meget, der tyder på, at frost vil gøre det svært at stikke spaden i jorden. Og der er planlagt ikke færre end tre spadestik som symbolsk makering af, at nu indledes byggeriet, som bliver det første på Banearealet. Formanden for plan- og miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen, graver for, derefter vil regionschef Leif Toft Andersen, Coop Danmark, stikke spaden i jorden og sidste spadestik tager Kristian Højsleth fra bygherren, Erhverv Aalborg. Den ny Kvickly-forretning skal stå færdig sidst på året, og baggrunden for nybyggeriet er ønsket om betydelig mere plads end den, der i dag er til rådighed i Kvickly-butikken på Himmerlandsgade. Samtidig med etablerer Coop Danmark ny, moderne Fakta-butik til afløsning for de to mindre Fakta-forretninger, som koncernen har i Aars. Erhverv Aalborg, der opfører det kommende mini-butikscenter på Banearealet, arbejder med salg og udlejning af erhvervsejendomme, og har bl.a. opført flere Fakta-forretninger, ligesom firmaet også i sin tid stod bag Aalborg Storcenter. Erhverv Aalborg har i øvrigt købt den gamle Kvickly-forretning på Himmerlandsgade, hvor det er planen at ombygge den til en række nye specialbutikker.