Kvik møder tophold

HVAM:En yderst vanskelig opgave venter fusionsklubben Kvik/Aalestrup IF, når Hvam Stadion i aften lægger grønsvær til opgøret mod topholdet Funder GF i Jyllandsserien i fodbold. Kvik/Aalestrup, der har fået point i sine tre første hjemmekampe, skal uden tvivl spille op til sit bedste mod Funder GF, der er det eneste ubesejrede mandskab i rækken. De seneste fire kampe har givet fuld pointudbytte til Funder GF efter de første fire kampe var endt uafgjort. De 16 point rækker til en tredjeplads blot et point efter Thisted FC på førstepladsen. Inden aftenens opgør er Kvik/Aalestrup med sine 8 point lige netop fri af nedrykningspladserne og kan med en ny sejr tage et lille skridt længere op i tabellen.