Kvik og Aars delte point i lokalbrag

Dwe to jyllandsseriehold i fodbold spille uafgjort på Hvam Stadion.

Lokalbraget i fodboldens jyllandsserie mellem Kvik/Aalestrup IF og Aars FC endte 1-1 efter, at gæsterne fra Aars kunne gå til pausen foran 1-0. Gennem hele kampen var Aars bedst og havde de fleste chancer, men i slutfasen var hjemmeholdet tæt på at sikre sig alle tre point. I første minutter var hjemmeholdet meget nærgående, men siden tog Aars teten. - Vi spillede en forrygende første halvleg, det hidtil bedste i denne sæson og vi nærmest rundbarberede Kvik, så pausen kom meget ubelejligt for os. Også efter den synes jeg, vi var bedst, men de kom bedre med og vi må medgive, at Kvik kæmpede godt, siger Aars træner Poul Erik Kristensen. Først halvlegs enlige træffer faldt efter 17 minutter, hvor unge Nicolaj Christensen scorede efter et flot angreb. - Aars startede virkelig godt og en overgang var vi alvorligt bange for at blive løbet helt over ende. Men flot spil af vores målmand Danni Bartholomæussen og dårlige afslutninger af gæsterne holdt deres score nede på et mål. Og godt anført af Michael Jespersen, der sled og slæbte og i særklasse var banens bedste, kom vi godt igen i anden halvleg og kunne i slutfasen have tage alle tre point, siger Kviks holdleder Bjarne Jensen. Et kvarter før tid headede Erik Nygaard bolden på overliggeren, inden Jesper Jung udlignede med 10 minutter igen på et flot angreb. Samme Jesper Jung var to minutter alene med Aars målmand Lars Falk uden at kunne score. - Hos os står Lars Falk en god kamp og i midterforsvaret spiller Jens Holt og Kim Kaldahl en god kamp siger Poul Erik Kristensen.