Kvikt musikteater efter en sen start

MUSICALS "Spirit of Broadway" Musicalen, som har sin oprindelse I USA, og som vi kender fra England siden 1960, er i sit udgangspunkt stærkt præget af de kulturelle, politiske og sociale forhold i USA, ikke mindst af indvandrerne og deres traditioner, og så formår den med sine specielle kvalifikationer at forene et utal af sceniske præstationer, så at den også bliver en speciel form for underholdningsteater. Her er danseteater, sangteater, musikteater og taleteater på én og samme tid. Det viste aftenens udvalg af højdepunkter inde for genren da også. Men først en næse til ensemblet. Hvad ligner det at lade 1500 mennesker vente et kvarter med aldeles ligegyldig båndet muzak, før forestillingen går i gang? Det er 22.500 minutter, dvs. 375 mandtimer eller én persons arbejde i mere end 10 uger. Det er for uprofessionelt og en dårlig start for publikum på en forestilling. Under forestillingen savnede man orkesteret, for også her var der tale om båndet musik. Men ellers blev aftenen afviklet kvikt og tempofyldt af et veloplagt ensemble, der lagde ud med Warrens 70 år gamle "Lullaby of Broadway", sunget af Chris Harley. Det gjaldt for ham som for de øvrige solister, at de sangteknisk er skolet i den engelske musicaltradition. Hos nogle af solisterne virkede stemmerne en kende nedslidt, så at det ind imellem kunne knibe at finde frem til den fulde klang på de høje toner. Det mærkedes svagest i Kate Galstons jazzificerede udgave af den gamle Judy Garland schlager "Over the Rainbow", mere i Julie Mansfields præstationer, bl. a. i "Les Miserables". Men generelt må man sige, at programmets præsentation af ensemblet som stjernebestrøet er en sandhed med modifikationer. Men naturligvis er sangerne her oppe mod svære odds. Hvem tænker ikke på Liza Minelli, når man høre Sally Bowles sange fra "Cabaret", og hvem kan undgå at høre Elaine Paiges version, når man lytter til "Memories"? Matthew Shaw er en god entertainer og var med sine præstationer i stand til at få kontakt med publikum. Han er den, der har den største udstråling, og hans udgave af transvestitten Frank var en festlig oplevelse og en kraftpræstation. Danseensemblet havde gode præstationer, men ind imellem kunne Brian Rogers koreografi virke både kluntet og uinspireret. Men som helhed var aftenen en livlig affære, der gav et indblik i de mange genrebrydende elementer, der ligger i en genre, hvor alt faktisk er tilladt - alt, undtagen det kedelige. Og publikum havde en flot aften og kvitterede med stående ovationer. Og det er jo ikke så galt. Jens Hennebergkultur@nordjyske.dk "Spirit of Broadway" Instruktør: David King. Koreografi: Brian Rogers. Aalborghallen

Forsiden