Tyverier

Kvinde bestjålet

{ HOBRO: En 83-årig kvinde fra Hobro blev onsdag mellem kl. 12.45 og 13.15 bestjålet for sin tegnebog indeholdende 740 kr., da hun var på indkøb i Føtex, Hobro. Pungen er stjålet op af kvindens taske. { HOBRO: En rød Honda Civic kørte mistænkeligt rundt i området ved Skivevej i Hobro natten til torsdag, og en vægter fulgte efter bilen. Politiet sendte en patrulje til området, men da var bilen forsvundet. Patruljen fik dog kort efter kontakt med bilen på Løgstørvej. Inden patruljen nåede frem til bilen, lykkedes det for to personer at stikke af. Selv om der blev tilkaldt hundepatruljer, så man ikke mere til de to. Bilen var stjålet et par dage før i Skive. { HADSUND: En tegnebog med 1100 kroner i kontanter er stjålet fra en Peugeot Partner, som holdt parkeret på Timandsvej i Hadsund. { HOBRO: Der er stjålet en dametaske med cirka 200 kroner i kontanter, smykker og et par sko fra personalegarderoben på Hobro Alderdomshjem i Fayesgade, Hobro. Tyveriet er sket i mandags mellem klokken 8 og 16. { HOBRO: Der har været indbrud i en campingvogn, som holdt parkeret i gården ved en ejendom i Adelgade, Hobro. Man har knust en rude i vognen og stjålet et fjernsyn. { HOBRO: Ukendte gerningsmænd er brudt ind i en Opel Vectra, som holdt parkeret ved Horsøparken i Hobro. Den ene dør er brudt op, hvorefter der er stjålet autoradio, forstærker og en dvd-afspiller. { VEDDUM: Brandvæsenet var hurtigt på stedet og fik ilden slukket, da der onsdag eftermiddag udbrød brand i en mejetærsker, der var i gang med at høste på en mark ved Kærvej i Veddum. Det var tilsyneladende halmrysteren, som havde sat sig fast. Der skete kun skade på mejetærskeren.