Kvinde blev fanget af røg

Hadsund Folkeblad fik ødelagt sit trykkeri af ild og røg

Redningsvæsen 28. februar 2003 07:00

HADSUND: En kortslutning i en trykkerimaskine er med stor sandsynlighed årsagen til en brand, der i aftes gjorde Hadsund Folkeblads bygninger uanvendelige i den nærmeste fremtid. Grafiker Christina Stensbøl opdagede branden, som opstod i trykkeriet, hvorfra den voldsomme røgudvikling i bredte sig til den tilstødende hovedbygning. Her blev hun fanget på første sal, da hun fra stueetagen ville op at hente sin mobiltelefon for at alarmere brandvæsenet. Inden brandfolkene fra Hadsund Brandvæsen nåede frem, havde hun lukket sig inde i rummet længst væk fra branden og hang ud ad vinduet for at få luft. - Jeg var nede i stueetagen, hvor jeg hørte nogle brag. Så fik jeg øje på røgen, men hvorfor jeg egentlig gik ovenpå, ved jeg ikke. Jeg var en lille smule bange, men nok mere panisk, lød hendes forklaring på, at hun ikke havde taget flugten med det samme. Hun slap helt uskadt og var bagefter ikke mere medtaget, end at hun på stedet lovede at komme på arbejde. - Jeg håber da, jeg kan komme på arbejde i morgen, sagde hun. Det kan dog være tvivlsomt, for selvom hovedbygningen kun blev ramt af røgen, men slap for flammerne så er det ifølge indsatsleder Erling Jensen nok til, at især computere bliver uanvendelige. I trykkeribygningen er sagen en anden. Her er ruderne sprængt af varmen, et fjernvarmerør sperængte også og indhyllede en overgang området i store mængder damp. Desuden har røgen dækket alt med et kulsort sodlag. Carl Rasmussen, medejer og bror til den ansvarshavende på Folkebladet, Hans Henrik Rasmussen, glemmer formentlig ikke denne uge i lang tid frem over. Tirsdag udkom første eksemplar af Lokalavisen, der er en direkte konkurrent til folkebladet, og nu er lokalerne formentlig uanvendelige. Carl Rasmussen var den sidste, der forlod trykkeribygningen inden branden, og han nåede kun lige hjem, inden han fik meddelelse om branden. Han kom til stedet kort efter brandfolkene og fortalte, at den pågældende maskine var blevet repareret af en tekniker om formiddagen, og vurderingen fra Erling Jensen var umiddelbart, at branden er opstået som følge af en kortslutning. Læsere af Hadsund Folkeblad behøver dog ikke frygte for, at næste uges avis udebliver. Den trykkes nemlig ikke hos Hadsund Folkeblad, og selve arbejdet går videre, fortæller Carl Rasmussen, der mindre end en time efter branden havde fået lovning på at kunne låne andre lokaler.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...