Kvinde blev slæbt 500 meter efter DSB-tog

Togdør lukkede om kvindes hånd og jakke lørdag morgen

En 20-årig kvinde slap heldigt, selv om hun blev slæbt efter et tog. Arkivfoto

En 20-årig kvinde slap heldigt, selv om hun blev slæbt efter et tog. Arkivfoto

VEJLE:Det er op til Havarikommissionen at kortlægge, hvordan det kunne gå til, at en 20-årig kvinde fra Odense lørdag morgen fik hånden i klemme i en togdør og blev slæbt op mod 500 meter efter toget, inden det standsede.

- Der sker ikke mere fra vores side, nu er det Havarikommissionen, der efterforsker sagen, siger vagtchef Jørn Lindhardt, Sydøstjyllands Politi.

Kvindens familie bebuder imidlertid allerede nu, at den vil have en advokat til at vurdere, om sagen skal have et efterspil, skriver dagens.dk.

Jakke sad fast i dør

Ulykken skete på banegården i Vejle, da kvinden stod på et tog kort efter klokken fem lørdag morgen.

Da nogle veninder, som hun var sammen med, endnu ikke havde nået toget, steg hun ud igen, men i samme øjeblik klappede togdøren i om hendes hånd.

Da hun fik hånden fri, sad jakken fortsat fast i døren, så hun måtte løbe efter toget, indtil hun ikke længere kunne følge med, så hun blev slæbt.

En veninde inde i toget forsøgte forgæves at trække i en nødbremse.

Da den 20-årige kvinde endelig kom fri, rullede hun væk fra toget og slap uskadt, bortset fra nogle hudafskrabninger og en ødelagt jakke.

- Når det endelig skulle være, må man sige, at hun slap ret heldigt fra ulykken, siger vagtchefen.

DSB: Ingen kommentarer

DSB ønsker ikke at kommentere ulykken, før den er undersøgt af Havarikommissionen, skriver dagens.dk.

Kvindens far er dybt chokeret over, at ulykken kunne ske. Han er rystet over, at toget kunne køre, når der en person er i klemme i døren.

- Det bør ikke være muligt. Jeg undrer mig over, hvorfor der heller ikke var noget togpersonale til stede til at forhindre den slags ulykker, siger han til netavisen.

Faren vil nu tage kontakt til forsikringsselskabet og en advokat for at finde ud af, hvad der skal ske i sagen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.