Udland

Kvinde bliver vicepræsident i Egypten

Der vil endnu engang blive skrevet egyptisk historie, når kvinde vælges som vicepræsident for landet.

Kvinde bliver vicepræsident i Egypten

Egyptens første demokratisk valgte præsident, Mohamed Mursi, vil endnu engang skrive historie, når han vælger en kvinde som den ene af landets to kommende vicepræsidenter.

Det skriver CNN, som har talt med den nyvalgte præsidents politiske rådgiver.

- For første gang i Egyptens historie - ikke blot i nyere tid, men nogensinde - vil en kvinde indtage den position, siger rådgiveren Ahmed Deif til CNN.

- Det er ikke blot en vicepræsident, der vil repræsentere en bestemt dagsorden eller retning, men en vicepræsident, der er magtfuld, og som vil stå for afgørende rådgivning i forhold til præsidenten.

Beslutningen kommer efter, at valget af Det Muslimske Broderskabs kandidat har udløst frygt for kvindernes fremtidige rolle i Egypten.

Mursi har tidligere talt for, at kvinder ikke skulle have lov til at stille op i kampen om at blive præsident. Kort inden valget slog han dog fast, at han vil kæmpe for kvinders rettigheder.

Samtidig har der været frygt for, at valget af kandidaten fra Det Muslimske Broderskab vil betyde en indskrænkning i de personlige friheder, og at religion vil komme til at spille en langt større rolle fremover.

Men også her imødekommer Mohamed Mursi kritikken. Han har nemlig tænkt sig at pege på en kristen som landets anden vicepræsident.

Ahmed Deif siger, at "Egypten på ingen måde vil blive en "islamisk republik". Mursi har da også rakt hånden ud mod de sekulære og kristne vælgere ved at love stop for diskrimination på baggrund af religion, etnicitet og køn.

Mursi fik knap 52 procent af stemmerne i opgøret mod den tidligere premierminister Ahmed Shafiq i anden og afgørende valgrunde. Inden det officielle resultat blev offentliggjort, hævdede begge kandidater at have sikret sig sejren.

/ritzau/