Ulykker

Kvinde døde efter ulykke på båd i Caribien

En 20-årig østjysk kvinde er død som følge af kvæstelser, hun fik, da hun mistede fodfæstet og faldt på langturssejleren "Naveren" ud for en lille ø i øgruppen Grenadinerne i Caribien,

Hun slog hovedet mod en hård genstand på dækket og måtte genoplives tre gange på vej ind til kysten. Herfra blev hun sejlet til øen Skt. Vincent, men skulle flyves videre mod Barbados for at blive skannet. Undervejs døde hun. Den 20-årige kvinde er fra Odder-området og havde sejlet med "Naveren" i næsten fem uger, da ulykken skete. Hendes forældre rejste til Caribien, da ulykken skete, og er nu på vej hjem til Danmark. /ritzau/