Kvinde dømt for angreb på Kim Jong-uns halvbror er løsladt

Den sidste af to kvinder, der var tiltalt for giftdrab på Kim Jong-nam, er fredag blevet løsladt i Malaysia.

Den vietnamesiske kvinde Doan Thi Huong, som tidligere har været tiltalt for drab på Kim Jong-uns halvbror, blev i april kendt skyldig - ikke for drab, men for at have forårsaget skade med et våben. Fredag er hun blevet løsladt. (Arkivfoto).

Den vietnamesiske kvinde Doan Thi Huong, som tidligere har været tiltalt for drab på Kim Jong-uns halvbror, blev i april kendt skyldig - ikke for drab, men for at have forårsaget skade med et våben. Fredag er hun blevet løsladt. (Arkivfoto).

KUALA LUMPUR: En kvinde, der er dømt for angreb på den nordkoreanske leder Kim Jong-uns halvbror i en lufthavn i Malaysia, er fredag blevet løsladt.

Det oplyser de malaysiske myndigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den 30-årige Doan Thi Houng fra Vietnam var oprindelig tiltalt for drab på den nordkoreanske leders halvbror, Kim Jong-nam, hvormed hun risikerede dødsstraf.

I april blev hun dog tilbudt en mildere tiltale om at have forårsaget skade mod Kim Jong-nam på den betingelse, at hun erklærede sig skyldig. Det gjorde hun og fik tre års fængsel.

Kvinden havde dog allerede siddet varetægtsfængslet i to år. På grund af reglerne for afsoning i Malaysia, var det ventet, at hun ville kunne gå fri i begyndelsen af maj.

Hendes løsladelse vil højst sandsynligt afslutte sagen, skriver nyhedsbureauet AP.

Den 11. marts blev en anden kvinde højst overraskende løsladt i sagen.

Kvinden, Siti Aishah, var også anklaget for at have smurt nervegiften VX i Kim Jong-nams ansigt i lufthavnen i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, den 13. februar i 2017.

Kim Jong-nam døde af giften 20 minutter senere, og begge kvinder blev anholdt i de efterfølgende dage.

Under retssagen, der blev indledt i oktober 2017, nægtede de sig skyldige i drab.

Forsvarsadvokaterne har forklaret, at kvinderne troede, at de medvirkede i et tv-program, da de smurte væske i Kims ansigt.

Anklagemyndigheden har omvendt hævdet, at kvinderne må have haft kendskab til den ekstremt farlige gift, som de håndterede.

Mistanken har i høj grad dog også kredset om fire nordkoreanske mænd, som angiveligt hyrede de to kvinder.

De fire mænd nåede alle at forlade Malaysia i timerne efter drabet.

Kim Jong-nam var ældste søn af Nordkoreas afdøde leder Kim Jong-il. Han blev tidligere opfattet som arving til det politiske dynasti, der har styret landet siden dets grundlæggelse i 1948.

Men i 2001 blev Kim Jong-nam skubbet ud på et sidespor, efter at han forsøgte at slippe ind i Japan på falsk pas.

Han opholdt sig derefter næsten kun i udlandet, hvorfra han kritiserede det nordkoreanske styre.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.