Tyverier

Kvinde fabrikerede falske beviser

Jalousidrama med ildebrand, trusler og falske overfald førte til fængselsdom.

En 25-årig kvinde fra Aalborg er dømt for at sætte ild på opgangen i den ejendom, hvor hun selv boede samt at have fabrikeret falske beviser og givet forkerte oplysninger til politiet for at få en anden kvinde i fedtefadet. Den 25-årige forklarede, at hun var blevet truet til sine handlinger og nægtede sig derfor skyldig. Dog modtog hun byrettens dom på 10 måneders fængsel, heraf de seks måneder som betinget straf. Resten af straffen betragtes som afsonet i forbindelse med varetægtsfængslingen, oplyser anklager Dorte Kvist Knudsen. Frifundet for tyveri Miseren begyndte i vinteren 2011. Der blev stjålet knapt 39.000 kroner fra forretningen, hvor den 25-årige kvinde var bestyrer. Hun blev dog i retten frifundet for tyveriet og for at have kastet mistanken på den anden kvinde, som nu er kæreste med eks-kæresten til den dømte. Derimod blev den 25-årige dømt for at give politiet forkerte oplysninger for at få dem til at mistænke rivalinden for at stå bag trusler. Den 25-årige kvinde oplyste 1. februar til politiet, at hun 28. januar havde haft indbrud i sin lejlighed, og gerningsmændene havde efterladt en seddel med ordlyden "Amen! Forstå nu du skal lade os være i fred! Han er min nu! Tina". Men den dømte havde selv skrevet sedlen, og senere fortalte hun politiet, at hun havde fået oplyst, at en pose med tøj fundet under indbruddet tilhørte den anden kvinde. Truet med dummebøde Dagen efter oplyste den 25-årige kvinde til politiet, at hun var blevet opsøgt på sin arbejdsplads og truet af to mænd med at få en dummebøde, hvis hun kontaktede den anden kvinde, der nu var sammen med eks-kæresten. De falske beskyldninger fortsatte 4. februar, da den 25-årige på politigården i Aalborg prøvede at bilde politiet ind, at hun 3. februar var blevet opsøgt af to personer. De pressede hendes hoved mod døren og sagde, at hun skulle trække sine anmeldelser mod rivalinden tilbage. De næste urigtige beskyldninger kom 6. februar. Truet til falske beskyldninger Den 25-årige sagde til politiet, at hun var blevet overfaldet i sit hjem. Den falske fortælling var, at en mand havde slået hende med knytnæve i ansigtet, strammet hendes halskæde om halsen og sagt, det var en hilsen fra den anden kvinde for at få den 25-årige til at lade eks-kæresten være. Sagen kulminerede, da den 25-årige kvinde 23. februar satte ild på opgangen i den ejendom, hvor hun selv boede. Den 25-årige erkendte at have startet branden, men forklarede overfor politiet 18. marts, at hun var blevet truet til det af en 3, mand, som blandt andet havde truet hende med en kniv. Denne mand var hendes lillesøsters tidligere kæreste for år tilbage, men den forklaring overbeviste altså ikke domsmandsretten i løbet af den tre dage lange retssag.