Kvinde fængslet, efter at hyggeaften endte med drabsforsøg

Grenaa, søndag /ritzau/ En 31-årig kvinde fra Grenaa gik lørdag aften amok og forsøgte at dræbe sin samlever. Manden blev stukket med en stor brødkniv, og søndag blev kvinden fængslet. En hyggeaftenen tog en dramatisk drejning for et par i Grenaa, da kvinden gik amok og forsøgte at dræbe manden med en kniv, oplyser politiet i Grenaa. Søndag blev kvinden varetægtsfængslet for fire uger. Hun er sigtet for drabsforsøg og subsidiært grov vold og har kæret fængslingen til landsretten. Omkring klokken 23 lørdag modtog politiet en anmeldelse om, at en kvinde flere gange havde stukket en mand med en stor brødkniv. Ifølge politiet havde de to personer haft en hyggeaften, hvor de måske havde fået lidt for meget at drikke. Pludselig var kvinden gået ud i køkkenet og havde hentet en kniv. Da hun kom tilbage, begyndte hun at stikke ud efter den 44-årige mand. Han blev meget chokeret, men fik sig drejet, så det første knivstik kun ramte ham i højre overarm. Den 31-årige kvinde forsatte angrebet og stak hurtigt igen. Manden nåede igen at dreje sig og blev så ramt i venstre overarm, hvor stikket gik hele vejen igennem armen som et kødsår. Manden fik så hevet en kobberlampe ned, som han brugte som skjold. Kvinden blev ved at stikke ud efter ham, så han fik en del snitsår på underarme og hænder. Til sidste tog manden lampen og bankede kvinden en på hovedet, og manden tilkaldte politi og ambulance, har han fortalt politiet. /ritzau/