Retspleje

Kvinde fængslet for drabsforsøg

NÆSTVED:En 52-årig kvinde blev tirsdag ved Retten i Næstved varetægtsfængslet i tre uger for drabsforsøg mod sin 14 år ældre ægtefælle. - Der blev nedlagt referatforbud ved retsmødet, så jeg kan ikke fortælle nærmere om, hvordan hun forholder sig til sigtelsen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn fra Sydsjælland og Lolland Falsters Politi. Et vidne alarmerede mandag aften politiet om, at manden lå blødende uden for huset på Tranevej i Næstved. Han blevet stukket flere gange med kniv, blandt andet i halsen. Både manden og kvinden blev indlagt på sygehuset i Næstved efter episoden. Manden blev allerede mandag aften meldt uden for livsfare./ritzau/