Aalborg

Kvinde fik knytnæveslag

30-årig kraftigt beruset mand røg i detentionen efter episode udenfor værtshus i Jomfru Ane Gade i Aalborg

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:En 23-årig kvinde fra Aalborg blev ved 02.30 tiden natten til fredag slået i jorden med et knytnæveslag ved en episode ud for værtshuset Benediktes Late Night Club i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Overfaldsmanden var en 30-årig mand fra Aalborg, og han blev tilbageholdt af personalet på værtshuset, indtil en patrulje fra Nordjyllands Politi kunne anholde den aggressive mand.

- Vi har ikke rigtigt kunnet få noget ud af de involverede parter om årsagen til episoden. Vi formoder dog de kender hinanden i forvejen, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

Den 30-årige var kraftigt beruset, og derfor blev han anbragt i detentionen, så han kan sove rusen ud.

- Så skal vi senere have ham afhørt, så han forhåbentlig kan kaste lys over sagen, siger vagtchefen.

Manden bliver næppe sendt i grundlovsforhør, da han ikke er kendt af politiet i forvejen.

Men han kan se frem til en voldssigtelse for knytnæveslaget mod kvinden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.