Retspleje

Kvinde hævder knivstik var selvforsvar

22-årig er varetægtsfængslet i to uger for drabsforsøg på 50-årig mand

Arkivfoto: Lars Pauli

Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:En 22-årig kvinde blev fredag eftermiddag varetægtsfængslet i 14 dage ved Retten i Aalborg. Hun er sigtet for at have forsøgt at dræbe en 50-årig mand i hans hjem i Hobro, oplyser anklager Peter Rask.

Manden blev natten til fredag stukket tre gange med kniv. Det var dybe stik i brystet, skulderen og ansigtet med en kniv.

Den 50-årige mistede meget blod, og den ene lunge klappede sammen. Han var fredag eftermiddag stadig i livsfare, og hans tilstand blev betegnet som kritisk, men stabil.

Hævder det var selvforsvar

Den 22-årige kvinde nægter sig skyldig i drabsforsøg.

Hun erkender dog at have ført kniven, men hævder, at det var i selvforsvar.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

Løslades efter afhøring

Ud over den 50-årige mand og den 22-årige kvinde opholdt der sig yderligere to personer i huset, da manden blev stukket ned.

Det var en 48-årig kvinde fra Hobro samt en 22-årig mand, der også blev anholdt.

De blev dog løsladt efter endt afhøring i løbet af fredagen, oplyser Peter Rask.