Mand fængslet for voldtægt i Brovst
34-årig kvinde gik søndag til politiet og fortalte, at hun var blevet voldtaget. Mandag er en mand fængslet.

En 40-årig mand er blevet varetægtsfængslet i to uger, sigtet for voldtægt. Han nægter sig skyldig og har kæret fængslingen til landsretten. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Politiet efterforsker en voldtægt begået i Brovst natten til søndag. En mand på 40 år sigtes for at have voldtaget en kvinde på 34 år.
I et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring blev manden mandag eftermiddag varetægtsfængslet i to uger.
Det var søndag først på eftermiddagen, at kvinden anmeldte, at hun om natten var blevet udsat for voldtægt. Få timer efter rykkede betjente ud for at anholde manden.
- De kender hinanden perifert, sagde politikommissær Kenneth Ginnerup fra Nordjyllands Politi tidligere mandag.
Forbrydelsen skal være sket på en adresse i Brovst, hvor hverken kvinden eller manden bor.
Allerede under afhøringer hos politiet, nægtede manden sig skyldig.
- Det gjorde han også i grundlovsforhøret, og han har kæret kendelsen til landsretten. Da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, kan jeg ikke fortælle, hvad der blev forklaret, siger anklager Bjørn Fogh.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.