Færdselsforseelser

Kvinde i fængsel for trafikdrab

Et år og tre måneders fængsel. Sådan lød dommen over kvindelig spritbilist fra Løkken, som påkørte modkørende bil og dermed dræbte 59-årig mand.

39-årige Lotte Vestergaard Petersen blev onsdag ved Retten i Hjørring idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel for uagtsomt manddrab. Desuden blev hun frakendt sit kørekort i otte år. Trafikdrabet skete 20. maj 2010 på Løkkensvej uden for Vittrup nær Løkken, hvor kvinden i bil med 130 km/t påkørte en modkørende bil ført af en 59-årig mand. Han blev dræbt på stedet. Den kvindelige bilist havde en alkoholpromille på 1,72, da ulykken skete. Hun blev selv alvorligt kvæstet ved trafikulykken. Efter domsafsigelsen onsdag udbad hun sig betænkningstid, fordi hun vil overveje, om hun vil anke dommen.