Trafikulykker

Kvinde kiggede i kort - dræbt ved kollision

Skanderborg, mandag /ritzau/ En 37-årig kvinde stirrede koncentreret på et vejkort, mens hun kørte ad Gl. Horsensvej sydøst for Skanderborg. Pludselig opdagede hun, at hendes Opel Kadett var trukket over i den modsatte kørebane, og hun reagerede ved hurtigt at trække tilbage i sin egen kørebane. Men en modkørende bilist, der havde set kvindens bil køre direkte mod sig, forsøgte samtidig at trække venstre om den modkørende for at undgå kollision. Resultatet var, at de to biler kørte ind i hinanden. Den modkørende Ford Transit-kassevogn kørte tilsyneladende hen over Kadetten og rev dens tag af, hvorved den kvindelige bilist blev slået ihjel, oplyser politiet i Skanderborg. Hendes 15-årige søn, der sad på passagersædet, slap uden alvorlige kvæstelser. De to mænd i Transitten fik heller ikke nogen skader ved ulykken. Da de pårørende ikke alle er underrettet om dødsfaldet, tilbageholdes navnet på den omkomne. /ritzau/