Kvinde leger med barn

ronzeskulptur er på vej til Assens, som dermed får sit første kunstværk

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Skitser i massevis studeres af Svend Nielsen og billedhuggeren Lisbeth Nielsen. Foto: Niels Reiter

En skulpturel fremstilling af kvinde der leger med et barn i luften over sig. Det lyder lidt besværligt, men også ganske spændende, og det er en udfordring, Hobro Kunstsamling har taget til sig. Ikke alene, men i et samarbejde med i første række billedhuggeren Lisbeth Nielsen, Mariagerfjord Kommune, og en stribe virksomheder og institutioner i Assens. Det sidste er der en rigtig god forklaring på. Skulpturen skal nemlig efter planen rejses i Assens, som dermed vil blive tilført sit første udendørs kunstværk over hovedet. - Det har jeg det rigtig godt med. Hobro Kunstsamling er efter sine vedtægter en selvejende institution, der arbejder i hele Mariagerfjord Kommunes område, og det er dejligt at være med til at lave et udsmykningsprojekt i Assens. Det er jo en af kommunens byer, som endnu ikke har været i kunstnerisk centrum, siger formand for kunstsamlingen, læge Svend Nielsen, Hobro. Projektet går ud på, at bronzeskulpturen placeres på det centrale område på Storegade mellem brugsen og Sparekassen Kronjylland. - Vi forestiller os, at området udvikles med opholdsmuligheder, styring af en menneskelig trafik med fodgængerovergang osv., siger Svend Nielsen. Lisbeth Nielsen, der er medlem af Sammenslutningen Koloristerne og knyttet til Kunstsamlingen, undersøgte området forleden. Hun så store muligheder og er ivrig efter at komme videre fra lerskitsen til bronzen. Kunstsamlingen har på sin side taget teten rent økonomisk, og den foreløbig mest værdifulde opbakning er givet af Udvalget for Kultur og Fritid, der har bevilget samtlige 75.000 kr. på udsmykningskontoen til formålet. Lerskitsen kan i øvrigt i de næste par uger studeres i Kunstetagerne på Store Torv Hobro. Her er der dagligt åbent fra kl. 9 til 18.