Israel

Kvinde med en sag

Manar Abou-Rabi er formand for en nystiftet nordjysk afdeling af Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. Hun er vred over palæstinensernes situation og vil gøre danskerne opmærksomme på den

Der er ikke meget "nogen skal jo være det"-attitude over det, når 28-årige Manar Abou-Rabi forklarer, hvorfor netop hun for nyligt sagde ja til at blive formand for den nystiftede nordjyske afdeling af Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. - Fordi den palæstinensiske sag er en, jeg brænder for. Og jeg vil gøre mit til at fortælle danskerne, hvilke forhold palæstinenser lever under, og hvad Palæstina egentlig er. Selv om konflikten mellem israelere og palæstinensere ofte bliver omtalt i medierne, er der rigtig mange danskere, der ikke kender historien, for den lærer man ikke i et to minutter langt indslag i Nyhederne, siger Manar Abou-Rabi fra sin plads i den hvide lædersofa i hjemmet, en stuelejlighed på toppen af Sohngårdsholmsvejsbakken i Aalborg. Hun er palæstinenser, født i Syrien og kom med familien til Danmark som flygtning i 1987. - Vi flygtede af politiske årsager. De forhold, palæstinensere bliver budt, er ikke til at leve under. Palæstinensere har ikke de samme rettigheder som andre borgere i de arabiske lande. Man bliver hele tiden mindet om, at man er statsløs. Som palæstinenser har man for eksempel ikke ret til at arbejde inden for alle brancher. I Danmark kan du måske mærke lidt racisme af og til, men her har du et land, der står bag dig og giver dig nogle rettigheder, siger hun, mens hun tager en tår kaffe. Svære vilkår Hun bærer en halskæde med et vedhæng med en speciel facon. - Det er et omrids af Palæstina. Jeg købte vedhænget, da jeg for første gang besøgte Palæstina for et halvt års tid siden. Det besøg havde jeg glædet mig til hele livet, men det blev langt fra så godt, som jeg havde forventet. Det var meget, meget hårdt at se, hvordan israelerne behandlede palæstinenserne. Palæstinenserne skal hele tiden igennem check-points, hvor de ofte kommer til at vente længe, og det gør det svært for dem at komme på arbejde. Det betyder, at det er svært for palæstinenserne at få mad på bordet, og det var hårdt at se, siger Manar Abou-Rabi, mens hænderne sænkes efter at have gestikuleret ivrigt. Besøget i Palæstina har fået hende til at brænde endnu mere for palæstinensernes sag. - Jeg har fået mange gode ting fra Danmark. En af dem er en veludviklet retfærdighedssans, som jeg deler med mange andre danskere. Vi vil ikke finde os i, at folk bliver behandlet umenneskeligt, og det bliver de i Palæstina, og det gør mig vred, siger hun med et meget bestemt blik i øjnene. Det er ikke kun i foreningsarbejdet, Manar Abou-Rabi brænder for. Jobbet som leder af Telenors butik i Hjørring er også vigtigt. Det gode eksempel Jeg er meget ambitiøs, og jeg vil videre op ad karrierestigen. Det er vigtigt for mig at vise mit folk og mig selv, hvad jeg kan. Det skylder jeg dels de palæstinensere, som i mere end 60 år har kæmpet for at få vores land tilbage og i kampen mistet familiemedlemmer og venner. - Men det er også rigtig vigtigt for mig, at jeg er en god dansker og en god borger i det her samfund, som har givet mig og min familie så meget. Vi skylder at give noget tilbage, det er sgu det mindste, vi kan gøre. Jeg gør mit ved at arbejde og bidrage til samfundet og på den måde være et godt eksempel for andre nydanskere, siger hun og kører en velmanicureret hånd igennem det lange mørke hår. Trods tydelige frustrationer over palæstinensernes forhold i Israel og de palæstinensiske selvstyreområder, er der også ting i Mellemøsten, der vækker den unge kvindes optimisme. -Det er jo helt fantastisk, hvad der sker i Tunesien, Libyen og ikke mindst Egypten. Jeg havde slet ikke set det komme, og det virker mest af alt som en drøm, som man simpelthen ikke tror passer. At et folk som det i Egypten blev ved, selv om Mubarak nægtede at gå af, er jo helt fantastisk, og jeg er simpelthen så glad for, at det sker i min levetid. Folket havde fået nok og ville have deres frihed og have lov til selv at vælge deres leder. Noget, som er det mest naturlige for os her i Danmark. Det er fantastisk, hvad der sker i Mellemøsten nu, siger Manar Abou-Rabi og bryder ud i et kæmpe smil. Håb om en bedre fremtid Men vil en revolution nødvendigvis være af det gode, når vi ikke ved, hvad der følger efter i de mellemøstlige lande? - Jeg tror simpelthen ikke på, at det kan blive værre. Der kommer ikke frihed og levestandard som i Danmark og i Skandinavien, men jeg tror, at befolkningerne får bedre forhold, og det er der brug for, for mange har det rigtigt skidt - ikke mindst de palæstinensere, der bor i de forskellige arabiske lande, siger Manar Abou-Rabi. Men hvordan er så fremtidsudsigterne for Palæstina? - Realistisk kan jeg ikke se, at Israel ophører med at eksistere, men vi palæstinensere skal have mere af vores land tilbage, så vi kan lave vores egen stat. Det er nødvendigt med to stater, for palæstinenserne kan ikke leve i en israelsk stat og bare have ti procent af de rettigheder, som israelerne har. Jeg tror på, at det kan gøres mere retfærdigt. - Hvis vi får mere af vores land tilbage, og vi får bedre adgang til arbejdsmarkedet, så vil palæstinenserne få det bedre økonomisk og få bedre levevilkår, så det er det, jeg håber på. Hvis mennesker skal leve i fred og ro, skal de have plads til at leve, men det har palæstinenserne ikke nu. Det vil vi i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening arbejde for, at de får, og det vil vi gøre ved at gøre danskerne opmærksomme på, hvad der foregår i Palæstina, slår Manar Abou-Rabi fast.