Redningsvæsen

Kvinde nåede ud af brændende bil

Personbil brød pludselig i brand, da kvinde søndag aften kom kørende på Gjølvej.

Bilbranden på Gjølvej var meget voldsom. Foto: Martin Damgård

Bilbranden på Gjølvej var meget voldsom. Foto: Martin Damgård

En kvindelig bilist nåede lige akkurat ud i tide, da der udbrød en voldsom brand i hendes VW-personbil på Gjølvej nær Gjøl. Ifølge Nordjyllands Politi bemærkede den kvindelig bilist pludselig, at det blev meget varmt ved fødderne - og at der kom flammer fra bilens bund. Hun nåede at stoppe bilen og gå ud, og kort efter stod hele bilen i flammer. Kvinden fik ringet 112 søndag kl. 18.19, og brandfolk fra Beredskab Jammerbugt rykkede ud. På grund af de glatte føre og den lange køretur tog det noget tid, inden brandbilerne nåede frem. På det tidspunkt var der ikke meget bil tilbage at redde, men dog stadig flammer at slukke. - Sådan en bilbrand uvikler sig ekstremt hurtigt, siger indsatsleder Per Sørensen fra Beredskab Jammerbugt. Den kvindelige bilist kunne kun se på, mens køretøjet udbrændte. Hun slap uskadt fra bilbranden og blev hentet på brandstedet af familiemedlemmer.