Kvinde overlever møde med lastbil

KØBENHAVN:Selv om hun blev slæbt 150 meter efter en lastbil, slap en kvindelig cyklist fra uheldet med livet i behold. Det var mandag eftermiddag, at kvinden blev ramt af den tyske lastbil, der svingede fra Park Allé ud på ringvejen i Brøndby. Hos politiet i Albertslund oplyser man, at chaufføren standsede, da han kunne høre, at noget var helt galt. Han har forklaret, at han helt overså den bagfrakommende cyklist. Kvinden blev kørt til behandling på Rigshospitalet, hvor lægerne kunne konstatere, at kvinden var sluppet usædvanligt heldigt fra mødet med lastbilen. /ritzau/