Færdselsforseelser

Kvinde påkørte sin eksmand med fuldt overlæg

Mand kørt ned, da han for anden gang opsøgte tidligere samlever

V. HASSING: En 43-årig kvinde fra Vester Hassing blev i går eftermiddag anholdt og sigtet for drabsforsøg, efter at hun ifølge politiets oplysninger flere gange med overlæg havde påkørt sin 42-årige tidligere samlever med bil. Manden slap med mindre skader trods den hårde medfart. Dramaet udspillede sig midt på eftermiddagen på en stille villavej i Vester Hassing et halvt døgn efter, at Aalborg Politi havde været kaldt ud til kvindens hjem, fordi manden trængte sig på. Det skete kl. 03.20 natten til i går, da han skaffede sig adgang til huset og kravlede op i sengen til kvinden, som blev forskrækket og gal, fordi hun langt fra ønskede hans besøg. Hun skreg op og søgte hjælp hos naboer, hvorefter politiet blev tilkaldt. Politiet beordrede manden til at forsvinde og holde sig væk, og dermed skulle sagen være lukket. Da kvinden midt i går eftermiddag skulle på arbejde, ville hendes bil imidlertid ikke starte, og kvinden opdagede ifølge kriminalpolitiets oplysninger, at eks-manden stod i nabolaget og iagttog hende. Kriminalassistent Peter Hjorth, Aalborg Politi, oplyste i aftes efter de første afhøringer, at manden tilbød kvinden hjælp, hvilket hun tog imod med en vis modvilje, fordi hun havde fornemmelse af, at det var ham, der havde fikset det, så den ikke ville starte. Efter at have fået bilen igang satte manden sig op på sin racercykel for at forlade stedet. Godt ophidset speedede kvinden bilen op og påkørte manden, som væltede og forsøgte at komme væk fra kvinden, som ifølge politiets oplysninger gjorde yderligere tre forsøg på at få ram på ham. Politiet blev tilkaldt, og kvinden blev anholdt, mens manden blev kørt på skadestuen. Ifølge kriminalassistent Peter Hjorth slap manden med hudafskrabninger samt et muligt brud i den ene hånd. Under de indledende afhøringer forklarede kvinden, at hun ikke havde til hensigt at slå manden ihjel. I ophidselse over ikke at kunne være i fred ville hun blot give ham en forskrækkelse, har hun forklaret. Ved redaktionens slutning i aftes havde kriminalpolitiet ikke noget bud på, om sigtelsen for drabsforsøg vil blive opretholdt, eller om kvinden i stedet vil blive sigtet for grov vold. Der var heller ikke taget stilling til, om hun skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.