Kvinde raserede ekskærestens hus

Retspleje 10. februar 2005 05:00

HJØRRING: Blodplettter og et motiv om jalousi fældede en 42-årig kvinde, der i retten i Hjørring stod tiltalt for omfattende hærværk på sin tidligere kærestes hus i Tårs. Natten mellem 10. og 11. februar 2004 blev mandens hus totalt raseret indvendig. Nyt køkken og bad var smadret og oversprøjtet med mad og maling. Møbler var ødelagt og vinduer og døre smadret. Manden havde netop selv renoveret sit hus. Et forsikringsselskab har opgjort skaderne til 122.000 kr. Kvinden, der nægtede sig skyldig, forklarede, at hun den pågældende aften havde aftalt at mødes med ekskæresten, og hun var derfor kørt ud til hans hus. Men da hun kom derud, var hærværket allerede sket, og hun vendte chokeret tilbage til sin lejlighed og forsøgte at få fat på manden. Men hun havde ikke tænkt på at ringe til politiet. Husets ejer benægtede i retten, at de havde haft en aftale. Han havde tidligere på aftenen været i huset sammen med sin nye kæreste og sine børn, og hen på aftenen forlod de det og kørte ind til kærestens lejlighed i Hjørring. På det tidspunkt var huset i nydelig stand. Først på natten havde de fået et telefonopkald og lidt efter en sms fra den 42- årige kvinde, der i et lettere hånligt tonefald meddelte, at manden hellere måtte tage hjem, fordi hans hus var blevet raseret. Under oprydningen i huset, blev der flere steder fundet blodpletter, som via en dna-analyse, blev fastslået til at stamme fra den tiltalte. Dommen lød på 60 dages betinget fængsel samt en bøde på 10.000 kr, Der vil senere blive taget stilling til erstatningskravet. Den 42-årige kvinde modtog dommen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...